Mine faste læsere vil vide, at jeg gennem det seneste år har ytret mig negativt om det land, jeg bor i, Sverige: Den politiske korrekthed, som tangerer det absurde. Svenskernes manglende evne til at tale højt om faktiske problemer. Den – efter min mening – helt forfejlede ligestilling mellem køn, hvor piger og drenge er så ens, at visse ikke kan få et pas, fordi forældrene nægter at skulle tage stilling til barnets køn. Og læg dertil de pludseligt lukkede landegrænser, som ikke rimer ret godt på den rummelighed, svenskerne gerne vil give indtryk af at have til overflod.
Men…der er alligevel også meget godt at sige om landet, jeg på 15. år bor i. En af de helt afgørende ting, som gang på gang får planer om en flytning til Danmark til at glide i baggrunden, er skolesystemet. I danske aviser læser jeg hele tiden om utilfredse lærere, forældre og elever. Noget af det er sikkert overdrevet, for Danmark har jo ikke et decideret dårligt skolevæsen. Men hvis vi nu siger, at den danske folkeskole er en Mercedes A-klasse, så er den svenske ditto en Rolls Royce med privat chauffør.
Vi har netop haft skoleafslutning. En meget dejlig dag, som hvert år rør mig dybt. Denne dag fejrer man alle klassetrin. Ikke kun 9. klasserne. Og det er over hele Sverige. Alle møder frem i stiveste puds fra børnehaveklasse og op. Pigerne i kjoler og måske med blomster i håret. Drengene med skjorter, pressefolder og nykæmmet hår. De går gennem skolens aula og ud i gården gennem en blomsterdekoreret portal som symbol på overgangen til næste klassetrin. Så sætter de sig på bænke klassevis (og holder kæft!).
Nu kommer så skoleinspektøren på banen iklædt hvid skjorte, pæne bukser, jakke og lille klud i lommen. Han holder en velovervejet og morsom tale for eleverne, hvoraf de mindste i dagens anledning har fået en medalje som bevis på, at man sætter pris på deres fine arbejde dette første år i skolen. De, der i øvrigt har udmærket sig, bliver nævnt. Også ham, der har taget initiativ til at undervise andre elever i løsning af en professorterning.
Og så sætter musiklæreren sig til klaveret, og børnene synger klassevis den sang, de har øvet: Moderne popmelodier, ældre viser eller måske en klassiker fra en Astrid Lindgren film. Musikken er i højsædet, og eleverne får den ære at være midtpunkt for den øvrige skole for et par minutter. De stråler, og forældrene står på sidelinjen og lyser af glæde og stolthed. Det er tydeligt, at der er et godt forhold mellem lærere og elever.
Nu kan nogen måske fejlagtigt tro, at det handler om en homogen gruppe af lyshårede, skandinaviske børn med overklasseforældre. Lad mig lige nævne, at mine børn går i en helt almindelig kommuneskole , hvor der er børn i alle farver, hvor man har taget flygtningebørn ind, hvor man har spastikere og inklusionsbørn, der – og det er måske en vigtig detalje – har deres egen hjælpelærer, som sidder med i klassen. Jeg ser ikke nogen, som ikke bliver taget med og taget imod med åbne arme. Jeg ser en mængde af glade børn, der har en fælles fejring af denne store og højtidelige dag.
Og det er nok den vigtigste pointe: Traditioner er med til at knytte os sammen. Traditioner er med til at fortælle en positiv historie. Det kunne vi godt kopiere i Danmark, kunne vi ikke?
