Okay, jeg ved godt, jeg lover lige lovlig meget med min overskrift i denne uge, men indenfor ganske få dage er jeg stødt på eksempler på mennesker, der har succes af en særlig årsag. Det startede med Paul McCartney, men det vender jeg tilbage til om et øjeblik.
Jeg kender en ung mand, der egentlig ligner de fleste, men som netop har søgt tre job…og fået alle tre. Der sidder et udmærket hoved på ham, men det gør der jo på så mange, så hvorfor lige ham? Hvis man har mødt Joachim, vil man vide, at det handler om hans ordentlighed. Den må have skinnet gennem hans første ansøgning og dermed bragt ham til samtale alle tre steder. Og lige der, er der ingen tvivl om, at hans høflighed og ligefremhed har talt til hans store fordel.
Nu skete det, at han fik alle tre job. Han ringede hjem til sin far og sagde: Hvad gør jeg. Faderen svarede: Du cykler ind til chefen i de to af virksomhederne og kigger ham i øjnene, mens du fortæller, hvorfor du vælger det tredje.
Som sagt så gjort.
Det kan ikke være mange chefer, der oplever det, og jeg er helt sikker på, at der nu står to pladser åbne, hvis han skulle komme i jobnød igen.
Den unge mand har en storesøster, der skulle til udlandet efter endt uddannelse. Inden da vidste hun, hvor hun gerne ville have job, når hun kom hjem. Derfor tog hun toget fra Århus til København og gik ind og afleverede en uopfordret ansøgning. ”Jamen vi mangler ikke medarbejdere”, fik hun at vide. ”Helt i orden, jeg kan heller ikke arbejde her før end om et år, men jeg ville sikre mig, at I fik en ansøgning fra mig”, svarede hun. ”Kom du herind bare for det?”, spurgte sekretæren. ”Ja” svarede hun ”og nu kører jeg tilbage til Århus i vished om, at I fik min henvendelse”. Det tog noget tid for sekretæren helt at forstå, at nogen kunne finde på at køre så langt bare for det, men hun må have fortalt det videre til sin chef, for den unge dame har nu - hjemvendt fra udlandet - fået sit drømmejob netop der.
De to historier handler selvfølgelig både om begavelse og god opdragelse, men de handler også om det, som i alle livets relationer er det vigtigste – hvis man spørger mig – nemlig at gøre sig umage. Det handler om ikke bare at stoppe, når man føler, at man er god nok. Det handler om hele tiden at dygtiggøre sig og yde en ekstra indsats. Også når det går galt. Når det hele går en imod. Når man bliver fyret eller afvist. Når ægteskabet knirker. Hele tiden gør sig umage for at opføre sig ordentligt. At se i øjnene og at give en fremstrakt hånd.
Og nu tilbage til Paul McCartney, som i mandags gav mig min bedste koncertoplevelse nogensinde i Boxen i Herning (og jeg har været til en hel del koncerter i mit liv). I næsten tre timer spillede han hits og emmede af glæde og engagement. Vi taler om en 74-årig mand, der har turneret i 6 årtier. En mand, der har tjent milliarder. Han kunne i princippet være ligeglad med at yde en ekstra indsats. Men nej. Paul McCartney er lige præcis fabelagtig, fordi han gør sig umage. I dette tilfælde havde han lært sig (mange) danske fraser, som han delte rundhåndet ud af. Og vi labbede det i os.
At gøre sig umage er ikke flashy. Det er ikke en skinnende stjerne. Det er ikke store ord og armbevægelser. Og det er ikke noget, man kan købe sig til. Umagen er den lille usynlige indsats, som bare efterlader et særlig godt indtryk og dermed baner vejen for succes.
