Hvis du nogensinde har kigget på din mobiltelefon, mens du var ude at køre bil, så har 33-årige Patrick Angelo Johansen et budskab til dig. 

Lad være.

For godt en uge siden var han indblandet i et voldsomt trafikuheld, hvor en varevogn uden varsel pludselig drejede ind foran hans lastbil.

Chaufføren havde ikke set Patricks 56 tons tunge køretøj komme lige mod ham, fordi han sad og kiggede på sin telefon.

Den sidste brøkdel af et sekund før ulykken. Billedet afslører, at chaufføren sidder med sin mobiltelefon lige inden bilerne ramler sammen.
Den sidste brøkdel af et sekund før ulykken. Billedet afslører, at chaufføren sidder med sin mobiltelefon lige inden bilerne ramler sammen. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Min forrude sprang i luften ind i kabinen. Det gav et enormt brag,« siger Patrick, som trods det voldsomme sammenstød slap med småskader på ryggen og armen samt mærker efter glasskår, der havde ramt i ansigtet. 

Den modkørende chauffør blev – ved et mirakel – heller ikke dræbt, men slap ifølge Midt- og Vestsjællands Politi med en brækket næse og et brud på skinnebenet.

Uheldet blev optaget på Patricks dashcam i bilen, og du kan se det øverst i denne artikel.

Ulykken fandt sted 8. august om morgenen på Elverdamsvej midt på Sjælland, da Patrick skulle ud at aflevere et læs sand. 

Patrick Angelo Johansens lastbil blev torpederet af en varevogn, fordi chaufføren sad og kiggede på sin mobiltelefon.
Patrick Angelo Johansens lastbil blev torpederet af en varevogn, fordi chaufføren sad og kiggede på sin mobiltelefon. Foto: Privatfoto
Vis mere

B.T. har talt med Midt- og Vestsjællands Politi som bekræfter ulykken den 8. august. Bilens kamera viser dog en dato fra 2021, men det skyldes, at kameraets datoindstilling er forkert. 

Han kører ud ad landevejen med cirka 70 kilometer i timen og kan se den hvide varevogn holde klar til at svinge til venstre længere fremme. Patrick taler selv i telefon med sin kone, men over lastbilens håndfri anlæg.

»Jeg ser ind i førerhuset og ser kun, at han kigger til venstre på et tidspunkt. Jeg kan ikke se, at han kigger på mig. Pludselig drejer han bare ind i mig,« siger Patrick.

»Jeg når ikke at sige noget. Det hele går enormt stærkt, men jeg når at tænke, at det her er min sidste dag,« siger han. 

Så kommer braget. Glasskårene fra forruden brager ind i kabinen og rammer Patrick. 

Man kan undre sig over, at chaufføren i den hvide varevogn slap med livet i behold, når man ser dette billede.
Man kan undre sig over, at chaufføren i den hvide varevogn slap med livet i behold, når man ser dette billede. Foto: Privatfoto
Vis mere

Den ramte varevogn slynges ud på vejen og krøller sammen i et inferno af smadret metal og knust glas.

»Jeg forsøger at komme ud, men jeg kan ikke. Der kommer hurtigt en anden trafikant over og siger, at jeg bare skal blive, hvor jeg er.«

»Han spørger, om jeg har ondt, og jeg svarer, at gu' fanden har jeg ondt. Men det viser sig heldigvis senere, at jeg ikke har brækket noget.«

Varevognen ligger langt bag Patricks lastbil. Han når ikke at se chaufføren nogensinde. 

Sådan så Patrick Angelo Johansens lastbil ud efter ulykken.
Sådan så Patrick Angelo Johansens lastbil ud efter ulykken. Foto: Privatfoto
Vis mere

Både Patrick og den uopmærksomme bilist bliver kørt til traumecenteret. Begge slipper med livet i behold.

Da ambulancen kommer, kan Patrick selv fortælle sin chokerede kone, at han har været indblandet i et trafikuheld.

»Hun havde hørt mig råbe av, men braget blev filtreret fra, fordi jeg har et særligt headset, som gør det,« siger Patrick som også forklarer, at hans telefon selv ringede til alarmcentralen automatisk.

I flere dage efter er Patrick helt uvidende om, at uheldet skete, fordi den modkørende sad og kiggede på sin telefon. 

»Jeg lagde videoen ud i en Facebook-gruppe. Så var der nogen, der sad og nørdede med den, og så kunne man se, at chaufføren sidder med sin telefon og kigger ned på den,« siger han.

Patrick har kone og fire børn. En uge efter uheldet priser han sig lykkelig for, at børnene ikke har mistet deres far. 

»Jeg synes, det er helt uforsvarligt, at sidde med sin telefon på den måde. Er den vigtigere end andres liv? Eller hans eget liv?«

Er du vred på ham?

»Nej, det er jeg ikke. Jeg skal ikke sidde og gøre mig hellig. Jeg har også prøvet at være uopmærksom. Men det bliver jo tydeligt, hvor uansvarligt det er, når sådan noget sker,« siger Patrick. 

Selvom Patrick er startet igen på sit arbejde som chauffør, præger ulykken ham stadigvæk. 

»Jeg kan mærke, at jeg bliver meget hurtigt træt. Jeg får også lidt begyndende hovedpine, men det bliver ved det begyndende,« siger han og fortsætter: 

»Jeg har også meget uro. Jeg tænker rigtigt meget på det og kan også mærke, at jeg er meget på mærkerne i trafikken. Man skal jo være opmærksom, men ikke nervøs,« siger han. 

Andre læser også