Tidligere på eftermiddagen blev en vejarbejder skudt i ryggen på Grundtvigsvej i Viby ved Aarhus. Han blev ramt over lænden af et projektil af lav kaliber. Politiet fik alarmen om skuddet klokken 14.05 og rykkede derefter ud til stedet med ambulance og mange patruljebiler.

Manden blev ramt af en meget lille kaliber fra et luftgevær og kom ikke alvorligt til skade. Politiet har fundet manden bag skuddet.

- Vi har anholdt gerningsmanden, og han vil blive sigtet for grov vold.

Østjyllands Politi ved ikke endnu, hvorfor manden affyrede sit luftgevær.