En lokomotivfører er rystet efter en voldsom episode fredag sen eftermiddag, hvor en ung mand bevidst kastede sten mod et kørende tog på vej mod Aarhus H.
Det oplyser vagtchef hos Østjyllands Politi René Ludvig:
»Det er meget alvorligt. Stenen har ramt forruden oppe i toppen, så den er flækket. Det var lokomotivføreren, der selv så den unge mand kaste stenen,« siger han til B.T.
Episoden fandt sted fra Ringgadebroen i Aarhus fredag mellem 16.20 og 16.25, og der er ingen tilskadekomne.
Kender du til sagen? Så kontakt journalist Matilde Svare på mati@bt.dk eller 1929@bt.dk.
Politiet efterlyser nu den unge mand, der beskrives som værende mellem 15 og 17 år, mørk i huden, mørkt krøllet hår og iført en lys vindjakke.
»Vi har endnu ikke fået nogle henvendelser, så hvis man er kørt forbi området i det tidsrum med en Tesla eller en anden bil med overvågning, ville det være en hjælpende hånd,« tilføjer vagtchefen.
Politiet er fortsat på stedet, hvor man med to hundepatruljer nu leder efter stenen.
På X oplyser Østjyllands Politi videre, at trafikken på cykelstien og fortorvet ved Ringgadebroen er lukket, da man foretager sporsikring på stedet.
»Vi melder ud, når trafikken er normal igen,« lyder det.
Overfor B.T. oplyser pressevagten hos DSB fredag aften klokken 18.30, at togtrafikken ind og ud af Aarhus er genoptaget, efter man for en periode holdt stille som følge af episoden.
»Lokomotivføreren er blevet afhørt af politiet, og vi har ikke oplysninger om, at der er sket personskade,« tilføjer DSB.
Opdateres..