Tre yngre mænd har mistet livet efter at have ramt et vejtræ ved Tommerup på Fyn.
Det skriver Fyns Politi på det sociale medie X.
En fjerde passager - også en yngre mand - er kommet alvorligt til skade, men er dog uden for livsfare.
»Klokken 16.30 indgik der en anmeldelse om et alvorligt færdselsuheld, hvor en personbil havde ramt et vejtræ på Nårupvej i Tommerup,« skriver Fyns Politi i opslaget.
»Flere patruljer, redningskøretøjer og bilinspektør blev straks sendt til stedet for at klarlægge omstændigheder for uheldet.«
De pårørende er underrettet.
Politiet rækker desuden ud til eventuelle vidner, der kan have set eller hørt noget.
»Har du viden om uheldet, og har du ikke talt med politiet på stedet, så bedes du ringe til Fyns Politi på 114,« lyder det på X.
/ritzau/