Københavns Politi har torsdag anholdt yderligere to personer i drabssagen fra Dragør.

Og igen er rockerklubben Bandidos involveret.

Ifølge B.T.s oplysninger er den ene af de to anholdte mænd et fremtrædende medlem af Bandidos.

De er mistænkt i drabssagen fra 22. januar, hvor René Carstensen mistede livet på parkeringspladsen på Dragør Fort.

Han blev dræbt af flere knivstik i brystet.

Den anden anholdte mand er ifølge B.T.s oplysninger ikke tilknyttet rocker-bandemiljøet, men er en lokal erhvervsmand fra Amager.

De vil begge blive krævet varetægtsfængslet, når de bliver stillet for en dommer fredag morgen, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse torsdag.

Også en kvinde er torsdag blevet anholdt i sagen, men hun er løsladt igen efter endt afhøring.

Den 50-årige Bandidosrocker er en central figur i rockerklubben, hvor han har et tæt samarbejde med den danske Europa-præsident Michael 'Kok' Rosenvold.

Allerede få timer efter den lokale entreprenør blev stukket flere gange i brystet, kunne Københavns Politi anholde en 28-årig mand i sagen og i løbet af natten til 23. januar blev en 31-årig mand anholdt.

De to mænd er ifølge B.T.s oplysninger begge medlemmer af Bandidos, hvor den ene er krigsminister. De nægter sig skyldige.

Få dage efter anholdelsen af de to rockere blev endnu et Bandidos-medlem anholdt.

Han erkendte i et grundlovsforhør vold med døden til følge, da han havde stukket den midaldrende mand på parkeringspladsen med en kniv, men forklarede, at det var nødværge. Samtidig lød forklaringen, at han selv havde fundet på det.

Den 31-årige mand er senere blevet løsladt i sagen.

31. marts slog politiet til mod en 49-årig mand. Han har indtil for ganske nylig også båret lædervest med Bandidos-rygmærket, men for kort tid siden har han meldt sig ud af klubben. Han nægter sig skyldig.

Dermed sidder tre mænd allerede fængslet i drabssagen.

Lyt til B.T.s krimi-podcast 'På Fersk Gerning' herunder eller der, hvor du normalt lytter til podcast: