Lyt til artiklen

Den 47-årige J.M.S. er blevet tiltalt for at have dræbt sin 59-årige samlever Margrethe Hansen med knivstik i halsen. Han brugte en køkkenkniv til drabet.

Sagen skal afgøres som en nævningesag ved Retten i Glostrup og er berammet til tre dage med start den 21. marts.

Drabet skete på den trafikerede villavej Gammelmosevej i Kgs. Lyngby d. 22. juni sidste år.

Den 47-årige J.M.S. ringede selv til 112 om morgenen efter drabet.

¨- Jeg har skåret struben over på hende. Hun ligger inde i stuen, så i kan bare gå ind ad altanindgangen, sagde den nu tiltalte ved opkaldet, der blev afspillet under grundlovsforhøret, ifølge lokalavisen.dk.

'Det ser voldsomt ud, men jeg har dækket hende til med et tæppe og et lagen, vasket kniven af og lagt den på køkkenbordet ved vasken og tørret op, sagde han senere til efterforskningsleder Steen Ørskov Larsen fra Vestegnens Politi.

Men da politiet ankom til stedet, var han flygtet. Siden har han nægtet sig skyldig.

J.M.S. er uddannet maler og har to børn fra et tidligere forhold.
 
Det er ikke første gang, at han er i politiets søgelys. I 2007, da han levede som hjemløs, blev han anholdt og sigtet for grov brandstiftelse ved at sætte ild til et nedlagt autoværksted, hvor hans kæreste lå og sov.
 
Hun forklarede politiet, at hun havde lagt sig til at sove efter et skænderi med kæresten, men vågnede ved en knitrende lyd og og opdagede, at der var ild i bygningen. Og da hun tog i døren for at komme ud, stod kæresten på den anden side og holdt fast i døren.