Den tidligere socialdemokratiske partiformand i Køge, Tommy Kamp, fortæller, at han onsdag var involveret i en bilulykke i byen Girona i Spanien.

Onsdag aften kørte to bilen frontalt ind i hinanden i den spanske by Girona i det nordlige Spanien. I den ene bil lå Tommy Kamp, tidligere formand for Socialdemokraterne i Køge, og sov på bagsædet. Det fortæller Tommy Kamp til BT.

»Pludselig lyder der et brag af en anden verden. Jeg ligger på bagsædet af bilen, men får sparket bagdøren op og vælter ned af en skrant på vej ud af bilen. Da jeg kigger op, kan jeg se, at airbaggen i vores bil er udløst, og føreren sidder klemt sammen, helt stille. Så kigger jeg over på den anden bil, som politiet senere fortæller mig er fransk, og det ser virkelig grimt ud,« siger Tommy Kamp.

Han fortæller til BT, at han onsdag var på vej i bil fra Belgien til sit hjem i Calpe i det sydlige Spanien sammen med en dansk ven. På vej tilbage fra Belgien stoppede de i Girona for at overnatte. Efter et besøg på en bar, går Tommy Kamp ud i bilen for at sove. Han har ikke været sammen med føreren af bilen i et par timer og kan ikke oplyse, hvorvidt føreren af bilen har været spirituspåvirket.

»Jeg vågner op i det, vi rammer den anden bil. Vi kører på en ensporet vej, og vi hamrer frontalt ind i hinanden,« siger Tommy Kamp og fortsætter:

”Mit liv passerer revy for øjnene af mig. Jeg vågner og kigger lige ind i bilen, vi rammer, og ser den blive krøllet sammen, og jeg tænkte ’så, Tommy, nu er det slut’, men så pludselig ligger bilen stille, og jeg kravler ud den. Politiet og ambulancer kommer hurtigt, og jeg bliver kørt på hospitalet.”

Tommy Kamp er sluppet med livet i behold og siger, han har skrammer i ansigtet og en mulig forstuvet arm, mens hans knæ er hævet til dobbelt størrelse. Føreren af bilen har ifølge Tommy Kamp brækket ryggen og fem ribben.

»Jeg er sluppet helt vildt billigt, hvis ikke jeg havde valgt at sove på bagsædet af bilen, og i stedet havde siddet på passagersædet, så var jeg ikke overlevet – det er jeg helt sikker på,« siger Tommy Kamp.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra spansk politi.