Har du smerter i brystet eller vejrtrækningsbesvær efter et besøg hos Avedøre Svømmehal torsdag?

Så skal du straks ringe 112.

Det oplyser Region Hovedstadens Akutberedskab, efter et uheld med klor har fundet sted i svømmehallen i Avedøre Idrætscenter onsdag ved middagstid.

På Twitter skriver Region Hovedstadens Akutberedskab, at du også skal være opmærksom på symptomer som svie i øjne og kløe i svælget, hvis du har besøgt svømmehallen i dag.

'Hvis du efter besøg i Avedøre Svømmehal i Hvidovre oplever svie i øjne eller kløe i svælg, kontakt Akuttelefonen 1813.'

De svømmeglade gæster, som ikke har oplevet nogen af disse symptomer, skal dog ikke bekymre sig. Styrelsen for Patientsikkerhed skriver på Twitter, at man ikke behøver at kontakte en læge, hvis man har det fint.

Torsdag eftermiddag er i alt 11 personer blevet kørt med ambulance fra Avedøre Svømmehal i Hvidovre til hospitalet.

Hovedparten er børn, der er blevet eksponeret for klorudslippet, skriver Region Hovedstadens Akutberedskab på Twitter.

Foto: Mathias Øgendal/Ritzau Scanpix
Vis mere

Heldigvis har ingen af ofrene udvist alvorlige symptomer.

Myndighederne har været på stedet hele eftermiddagen, hvor de afspærrede et område på en radius af 100 meter omkring hallen.

Også flere voksne og børn bliver tilset ved svømmehallen.

Vagtchef Henrik Andreasen fra Københavns Vestegns Politi fortæller til B.T., at 11 personer er kørt til sygehuset, fordi man har mistanke om en mulig mild klorforgiftning.

»Men der er umiddelbart ikke noget, der tyder på, at der er nogen alvorlig personskade pt,« siger Henrik Andreasen.

Anmeldelsen om udslip af klor i et teknikrum i svømmehallen modtog politiet klokken 12.11.

'P.t. tyder alt på et uheld,' skriver politiet på Twitter.

Samtidig oplyser Hovedstadens Beredskab, at man gennemfører en operativ indsats for at standse udslippet.

Det drejser sig om et udslip af klor i selve bygningen, og beredskabet er derfor i gang med en indsats for at begrænse og lukke ned for dampene. Det fortæller operationschefen til TV2.

Klokken 17 meddelte Vestegnens Politi på Twitter, at indsatsen omkring svømmehallen er afsluttet, og området igen er tilgængeligt.