Joana Dervishi blev brutalt overfaldet som højgravid, men venter fortsat på erstatning, fordi ingen er dømte og sagen derfor ikke er afsluttet.

Fire unge mænd blev lynhurtigt mistænkt for at stå bag overfaldet på den 42-årige Joana Dervishi i Valby tilbage i januar i år. Her blev hun sparket i hovedet og maven og frarøvet en taske med 30.000 kroner, som hun netop havde hævet i en Nordea-filial tæt på Nørreport Station. Overvågningsbilleder fra gade, bus og tog afslørede efterfølgende, at fire unge mænd havde fulgt efter hende. 

De fire mænd blev efterlyst, to blev pågrebet og anholdt, men de er netop blev frikendt i Retten på Frederiksberg. De to andre er fortsat på fri fod og efterlyst via Interpol, og det betyder, at politiet står uden dømte i sagen. Derfor risikerer Joana Dervishi at skulle vente længe på de ca. 173.000 kroner, som erstatningskravet lyder på. Det fortæller hendes bistandsadvokat Gert Nørrevang.

- Jeg er frygtelig ked af det på hendes vegne, for hun har det bestemt ikke godt. Udfaldet betyder jo, at spørgsmålet om erstatning bliver udsat, fordi ingen er dømte, og politiet i princippet fortsat efterforsker sagen, når der er to på fri fod. Men det er selvfølgelig helt forfærdeligt, at hun ikke kan få en afslutning på det her, siger Gert Nørrevang.

De to mænd på 16 og 18 blev frikendt, fordi retten ikke fandt det bevist, at de begik overfaldet. De var godt nok til stede i det vekselbureau, hvor Joana Dervishi vekslede de kontanter, hun netop havde hævet. Og de fulgte godt nok efter hende sammen med de to andre mænd fra Nørrebro til Vigerslev Station, men her hoppede de af. Det er derimod de to efterlyste mænd, som politiet mener står bag overfaldet.

Som bistandsadvokat kunne Gert Nørrevang følge retssagen på sidelinjen, og han begræder sagen udfald på Joana Dervishis vegne.

- Jeg kan selvfølgelig ikke gå ind og blande mig i sagen, men derfor kan jeg godt undre mig. De tiltalte sad jo i retten og sagde, at de kun troede, at der var tale om et tyveri, og at de i øvrigt frarådede de andre at begå det, til trods for at netop de to var til stede i vekselbureauet og også fulgte efter hende, fortæller Gert Nørrevang. 

Han har som hendes bistandsadvokat anlagt sagen for Erstatningsnævnet og krævet 173.000 i erstatning inklusiv de 30.000, som hun blev frarøvet. Men nævnet er først klar til at træffe en afgørelse, så snart København Politi stempler sagen som lukket.

- De er jo eftersøgte, og jeg ved, at politiet godt ved, hvem den ene er, men at man ikke aner, hvem den anden er. Derfor vil politiet måske mene, at den fortsat efterforskes. Lige nu venter jeg på at få papirerne fra politiet, og så må vi se. Men der hersker ingen tvivl om, at hun har fortjent en erstatning, sådan som hun er blevet behandlet, forklarer advokaten.

Også Joana Dervishi selv er rystet over, at erstatningssagen trækker i langdrag. 

- De (røverne, red.) stjæler, slår og sparker, og jeg har ikke engang - her 10 måneder senere - fået de penge tilbage, som blev stjålet fra mig. Det hele har ramt mig og min familie utrolig hårdt både fysisk og psykisk. Jeg er virkelig ked af, at retssystemet har valgt at sætte dem fri. At de fulgte efter mig i toget, det er da nok til, at de var med i det, siger Joana Dervishi til BT. 

Trods overfaldet fødte Joana Dervishi en velskabt datter 6. april. Det var blandt andet babyudstyr, der skulle købes for de mange penge, som hun hævede på overfaldsdagen.