En 35-årig mand fra Svendborg skal onsdag eftermiddag i grundlovsforhør ved Retten i Svendborg.

Han er sigtet for handel med og besiddelse af narko, skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Manden blev anholdt tirsdag i forbindelse med en større ransagningsaktion på flere adresser i Svendborg – heriblandt på Den Blå Lagune på Svendborg Havn.

De mange ransagninger skete efter længere tids efterforskning på baggrund af mistanke om handel med narkotika på Den Blå Lagune, der er et opholdssted for alkoholikere drevet af Svendborg Kommune.

»Vi har gennem længere tid efterforsket en række tip og henvendelser fra borgere om, at der foregik handel med narkotika i Den Blå Lagune,« siger politikommissær Ian Kabbel fra Fyns Politi.

»Efterforskningen førte til, at vi i går kunne slå til på i alt 12 adresser i Svendborg og anholde ti mænd og to kvinder. Desuden beslaglagde vi både narkotika og flere formodede tyvekoster,« fortæller han.

Under ransagningerne beslaglagde politiet cirka 4,4 kilo hash, 780 gram skunk, 35 gram amfetamin, 10 gram kokain og diverse anabolske steroider. Ud over det blev der beslaglagt en række formodede tyvekoster, to skudsikre veste samt kontanter.

11 af de 12 anholdte blev løsladt igen efter, de var blevet afhørt.