Manden, der sent i aftes blev skudt i hovedet af en betjent, er indtil videre blevet varetægtsfængslet i fire uger, fortæller vagthavende ved Nordjyllands Politi til bt.dk

Politiet blev mandag aften kaldt ud til den 47-årige mands ekskæreste, som han havde truet med at slå ihjel.

Mens patruljevognen holdt ved kvindens adresse i Nordjylland, kom manden kørende til stedet, og situationen udviklede sig så uheldigt, at en betjent afgav skud mod bilen og ramte manden i hovedet.

Manden blev kun ramt overfladisk, men er stadig indlagt og var derfor ikke til stede ved tirsdagens grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet i fire uger.

Statsadvokat Kirsten Dyrmand fortæller desuden til bt.dk, at de to betjente, der var indvolveret i skyderiet, skal afhøres onsdag eftermiddag, hvorefter det vil blive vurderet, om de har handlet korrekt i situationen, og om der skal gøres mere ved sagen.