Mange seere oplevede ham på tv som en karismatisk clairvoyant med selverklæret kontakt til det hinsides. Andre oplevede en paranoid skizofren åbenbare sin psykose for rullende kameraer.

Den sidste mulighed peger psykolog Peter la Cour på, når han bliver præsenteret for tilfældet Graham, den tv-clairvoyante familiefar, der – inden han forsøgte at tage livet af sine døtre i søndags – har medvirket i ’Åndernes Magt’ og i opfølgeren ’Ånderne vender tilbage’ fra 2011.

Her kunne tv-seerne følge med, mens 58-årige Graham med hovedet bøjet forover, lukkede øjne og tungt åndedrag lod sig opsluge af en trancetilstand. En tilstand, der efter eget udsagn gør, at ånden ’Dr. Karl’ overtager hans krop.

Peter la Cour har beskæftiget sig med religionspsykologi gennem flere år. Han understreger, at selvom det ikke er muligt at fastslå årsagen til Grahams adfærd uden et personligt møde, ringer hans alarmklokker.

LÆS OGSÅ:


- Det lyder skizofrent i mine ører. Det er ligesom folk, der er besat af Jesus. Her er det så denne ’Dr. Karl’. Det lyder som en vaskeægte paranoid skizofreni, lyder fagmandens vurdering.

Penge på sygdom
Psykolog Peter la Cour peger på, at den dansk-britiske mand øjensynligt gennem længere tid har haft en psykose. En psykose, der nåede sit klimaks, da drabsforsøget på døtrene virkede som en rigtig beslutning.

- Det er jo ikke sundt, hvis han lader sig styre af sin besættelse, siger Peter la Cour og fortsætter:

- Det virker som om, at han først og fremmest har været syg. Og så har han fundet sig en niche, han har kunnet lave penge på, hvor han har kunnet bruge visse elementer af sin sygdom.

Det fortæller psykologen med henvisning til den virksomhed som åndeligt medium, clairvoyant og underviser, Graham har bedrevet, siden han flyttede til Danmark i 2000.

LÆS OGSÅ:

Peter la Cours betragtninger bakkes op af Grahams kollega Steen Kofoed, der også medvirkede i programmet ’Åndernes magt’ på TV2.
 
- Jeg skal ikke gøre mig til ekspert, og jeg kan kun give min egen vurdering af, hvad der kan være sket. Men man skal tænke på, at Graham i mange år har lavet trancebehandlinger, hvor han er gået ud af sin egen krop og har ladet andre væsner indtage den, fortæller han til eb.dk.

- På den måde bliver det sværere og sværere at holde forbindelsen til virkeligheden og sig selv, lyder det fra Steen Kofoed, der tilføjer, at det er meget hårdt for kroppen at gå ind og ud af trance.

Glemte sin krop
Selv har Graham beskrevet en tilstand af udmattelse på sin hjemmeside i 2011, der resulterede i, at familiefaderen ’glemte’ sin egen krop.

- Jeg havde mange helbredsproblemer på grund af overarbejde og udmattelse. Jeg elskede mit arbejde så meget, og jeg havde så dybt et ønske om at bruge mine evner til at hjælpe så mange mennesker som muligt, at jeg glemte min egen krop.

Et andet sted på hjemmesiden beskriver han ånden ’Dr. Karl’ således:

- Dr. Karl blev født i 1848 ind i en lægefamilie i Preussen i Tyskland. Han viste en dyb interesse og evne fra en meget tidlig alder og foretog sin første uofficielle operation på et andet menneske, da han var 12 år gammel. (...) Åbenbart havde han og jeg lavet en aftale, inden vi blev født. At vi kunne arbejde sammen på denne måde. Jeg skabte en bro mellem de to verdener, og han krydsede den.

Da jeg vågnede op og fandt ud af, hvilke evner jeg besad, startede vores samarbejde. (...) Den første gang, Dr. Karl healede gennem min krop, var i 1992, og han har siden da hjulpet mange tusinde mennesker i Europa og USA, skriver Graham.

Ifølge Peter la Cour kan det gå helt galt, hvis mediet mister jordforbindelsen:

- Det er sandsynligvis, når man begynder at blive i tvivl om, hvad der er virkeligt, at det bliver farligt.

Manglende forskning
Peter la Cour understreger, at der mangler forskning inden for åndemaneriets negative effekter på den menneskelige psyke. Dog fremhæver han eksemplet med folk, der er kommet galt af sted, efter at de har prøvet at arbejde med en slange, der i overført betydning befinder sig i bunden af rygsøjlen. Ifølge traditioner inden for yoga burde den kunne rejse sig og udfolde sig i hjernen, hvilket skulle give en ’hellig fornemmelse’. Men det kan gå galt.

- Det kan føles som om, at denne kraft tager over og eksploderer i hovedet, og dér henvender folk sig, fordi det er gået galt. De kan ikke styre det, og det efterlader dem med symptomer som søvnløshed, prikken i kroppen, murren i hoved. De kalder det kundalini-rejsning, psykiatrien kalder det en psykose, fortæller Peter la Cour.

Som tidligere beskrevet i BT har Grahams familie været tynget gennem længere tid. Ud over 58-årige Graham tæller den hans 29-årige kone samt deres fire-årige tvillinger, hvis tilstand er kritisk efter mødet med faderens kokkekniv. Den ene datter har længe haft en nyresygdom og er blevet blind og lam i den ene side efter en operation.

Graham og familien har medvirket i en artikel i Telegraph i 2010, hvor de beretter om det hårde forløb med deres lille datter. I den forbindelse blev Graham også besat af ’Dr. Karl’.

Der er blevet spekuleret i, om det kan have været et eventuelt ønske fra hustruens side om skilsmisse, der har fået Graham til at se rødt og angribe døtrene. Men politiet har endnu ikke ville bekræfte motivet, før Graham er blevet afhørt. Skilsmisse, krise og andre følelsesmæssige vanskeligheder kan dog være med til at skubbe en mand ud over kanten, fortæller Peter la Cour.

En snak med naboerne i den lille by, hvor familien bor, tegner et billede af en venlig, men også afsondret familiefar. En veninde af familien, som BT har været i kontakt med, beretter om en mand, der ’har været under pres i det sidste stykke tid’.

På trods af, at Peter la Cour er mådeholden med at stille en konkret diagnose, er han klar i mælet om én ting:

- Han må have været rablende sindssyg for at stikke sine børn. Der må have været en særlig stemme, der har bragt ham derhen. Han har formentlig været psykotisk hele vejen – også da han var i tv.