Torsdag stod en politimand højst opsigtsvækkende offentligt frem og kritiserede den blødsødne måde, man behandler kriminelle på. Han fortalte, hvordan kriminelle ofte ikke ser det som en straf at skulle afsone på grund af de lukuriøse forhold flere steder.

Læs også:

BT har siden fået flere henvendelser fra andre betjente, som støtter op om deres kollegas opråb. En af dem er politiassistent Martin Lund, der i øjeblikket er på orlov fra Københavns Politi, hvor han har været i 10 år og indtil januar måned har fungeret som efterforsker og vagthavende.

Efter nøje overvejelser, har han nu besluttet sig for at stå frem, og fortælle om sine oplevelser.

»Jeg har siddet som efterforsker i større sager, hvor en sigtet til en afhøring virkede fuldstændig ligeglad med, at han uden tvivl ville få en ubetinget fængselsstraf. 'Det er jo alligevel ren ferie at afsone' har jeg hørt fra flere,« lyder det fra den erfarne betjent.

BT har de seneste uger afdækket, hvordan kriminelle under afsoning kan komme på skiture og få dykkercertifikat. Senest er det kommet frem, at unge drabsmænd får julegaver på skatteborgernes regning. Og det er særligt overfor de unge, at indsatsen er forfejlet, forklarer Martin Lund.

Læs også:

»Specielt dem under 18 bliver behandlet helt vildt godt og har forbrugsvarer, de aldrig selv ville have adgang til i dagligdagen,« siger han.

En af de ting, der har chokeret ham mest, er at betjentene skal give skattekroner til tyve.

»En særlig oplevelse, jeg aldrig glemmer, var da en patrulje fra Nordjylland kørte til København, hvor de skulle sende tre polske tyve hjem med færgen til Polen. De tre var kommet hertil med en stjålen bil og havde været på noget af en turné rundt for at stjæle. Da jeg som vagthavende skulle give dem deres effekter retur, og udskrive dem fra stationens venterum, fik de af patruljen fra Jylland udleveret 200 euro hver.«

Læs også:

Det svarer til ca. 1.500 danske kroner.

»Noget forbløffet spurgte jeg hvorfor, da jeg ikke havde hørt om det før. Svaret var, at nyeste tiltag var, at man gav dem transportpenge med hjem. Jeg glemmer aldrig den ene polaks smørrede grin og hans tørre kommentar: 'Only this much,' mens han bare smilede,« lyder det fra den chokerede betjent.

»De penge var mere, end han kunne tjene på en månedsløn i Polen, og ville da uden tvivl blive brugt til en ny billet retur til Danmark! Det er da ikke så mærkeligt, at Danmark er et foretrukket land for kriminelle med den slags politik. Skulle de så endelig havne i et dansk fængsel, så har jeg fra uendelig mange udenlandske kriminelle fået bekræftet, at de gerne afsoner i Danmark fordi det ikke føles som en straf.«

Han bekræfter ligeledes den frustration, der lige nu eksisterer hos bejtente rundt om i landet.

»Ja, jeg kan kun bekræfte, at utrolig mange betjente føler sig tørret et bestemt sted, når de kriminelle ryger ind. Det er tit ikke slidet værd i forhold til de kæmpe ressourcer, der først skal bruges på sagsbehandling, retsmøder med mere,« siger Martin Lund.

Han er derfor glad for, at andre betjente nu står frem og fortæller om de absurde forhold, og håber at politikerne får ændret tilgangen til behandlingen af landets kriminelle.

»Jeg håber, det kan hjælpe til, at der strammes op.«