To politibetjente måtte lørdag aften ty til våben i forbindelse med en anholdelse af to mænd i Sønderborg. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

»Vi har haft en sag ved beboelsesejendommen Klosterløkken om trusler på livet. Det begyndte omkring kl. 21 i aftes med, at en beboer hørte noget støj og uorden ved en kælderrepos og finder to personer, der ikke har noget at gøre på stedet. Da han beder dem gå, trækker den ene en pistollignende genstand frem og siger, at det er ham, der skal gå,« fortæller vagtchef Torben Møller.

Beboeren forlod stedet og kontaktede straks politiet. Han fik givet et godt signalement af de to mænd, der er fra henholdsvis 1971 og 1985.

»En patrulje traf fem minutter senere to personer, der passede til signalementet, foran en Q8 tankstation. Den ene havde noget i hånden, der efterfølgende viste sig at være en gaspistol. Politiet trak derfor våben med henblik på egen sikkerhed, og de smed gaspistolen helt udramatisk,« siger vagtchefen.

De to mænd blev anholdt og sat i arresten natten over. Udover gaspistolen var de i besiddelse af et slagvåben og eurofoiserende stoffer.

»Vi har en formodning om, at de ville begå indbrud, da der har været forsøg på tyveri med opbrud af kælderrum. Men det skal undersøges nærmere,« siger Torben Møller.

De anholdte bliver fremstillet i grundlovsforhør kl. 13.15 søndag. De er sigtet for forsøg på indbrud og trusler på livet under episoden ved Klosterløkken.