Lyt til artiklen

Fyns Politi beder nu igen offentligheden om hjælp i en drabssag, hvor en 19-årig mand blev skudt på en parkeringsplads bag fastfoodrestauranten KFC og Netto på Nyborgvej i Odense 27. februar.

Politiet ønsker at høre fra folk, som har set en sort Kia Ceed i tiden før og efter drabet.

Bilen har registreringsnummer DF 81490, og Fyns Politi har en mistanke om, at den sorte Kia Ceed muligvis er det flugtkøretøj, vidner så stikke af fra en p-plads ved et mindre skovområde på Grevenlundsvej i retning mod Niels Bohrs Allé om natten efter mordet.

Man beslaglagde bilen i forbindelse med anholdelsen af en 23-årig, der mandag blev varetægtsfængslet, mistænkt for at have noget med drabet at gøre.

Her ses den efterlyste bil fra siden. Foto: Fyns Politi.
Her ses den efterlyste bil fra siden. Foto: Fyns Politi.
Vis mere

Politiet søger særligt oplysninger om bilens færden fra 26. februar til 28. februar 2022.

Det gælder blandt andet gerningsstedet ved Nyborgvej i dagene forud for drabet, i odense-bydelene Vollsmose, Agedrup og Seden i dagene forud for drabet og i dagene efter drabet.

Og til sidst også området omkring p-pladsen på Grevenlundsvej og Niels Bohrs Allé både i dagene forud for drabet, men også umiddelbart efter afbrændingen af den røde Toyota Aygo.

Politiet har fået henvendelser fra folk, som har set bilen parkeret i bydelen Agedrup i tiden efter drabet.

Derfor hører ordensmagten rigtig gerne fra nogen, der ligeledes har set bilen i det område på samme tid og fra folk set nogle personer omkring den.

Ved grundlovsforhøret, hvor den 23-årige blev varetægtsfængslet, kom det frem, at han foruden at være sigtet for at have været medvirkende til drab, også var sigtet for at have tændt ild til den røde Toyota Aygo, der blev set i forbindelse med mordet.

Han blev fremstillet for lukkede døre af hensyn til den fremadrettede efterforskning, hvor man håber, at kunne finde frem til de andre, der måtte have været med til mordet.

Den 23-årige er indtil videre varetægtsfængslet frem til 2. maj.