Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Der ingen usikkerhed at spore i stemmen hos Nordjyllands Politi, efter sigtelsen mod den ene af de to mistænkte i Mia-sagen er frafaldet.

»Vi kan godt være 100 procent sikre, for vi har kortlagt hans færden over, hvad han har lavet og foretaget sig i den periode, hvor Mia var forsvundet. Vi ved, hvor han var, og hvad han lavede,« understreger Frank Olsen, der er vicepolitiinspektør og leder af efterforskningen ved Nordjyllands Politi.

Præcis hvad den nu tidligere sigtede har foretaget sig, vil han ikke komme ind på, men han påpeger, at det er hele efterforskningsarbejdet, der lægges til grund.

»Årsagen er hele efterforskningen. Vi har kortlagt deres færden. Både Mia og den løsladtes. Han har alibi for den periode, hvor Mia forsvinder, og til hun findes i Dronninglund Storskov,« siger Frank Olsen.

Efterforskningsleder Frank Olsen fra Nordjyllands Politi.
Efterforskningsleder Frank Olsen fra Nordjyllands Politi. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Mia Skadhauge Stevn forsvandt lidt efter klokken seks om morgenen 6. februar, da hun var på vej hjem fra en bytur. Her blev hun samlet op af en bil på Vesterbro i Aalborg. Torsdagen efter blev hendes lig fundet parteret i Dronninglund Storskov.

Den 10. februar blev to 36-årige mænd fremstillet i et grundlovsforhør, sigtet for drabet på Mia Skadhauge Stevn. Her blev den ene varetægtsfængslet, mens retten ikke fandt grundlag for at fængsle den anden, som derfor blev løsladt og altså nu ikke længere er sigtet i sagen.

»Helt fra start satsede vi jo benhårdt på at finde Mia i live – det har jeg gentaget mange gange i forhold til vores efterforskningstrategi, hvor vi hurtigt og konsekvent fulgte alle spor. Da et spor dukkede op, valgte vi at anholde begge, fordi vi havde en mistanke om, at Mia måske kunne være holdt fanget på en af to ejendomme,« siger Frank Olsen.

I forbindelse med efterforskningen var politiet massivt til stede ved blandt andet to ejendomme i henholdsvis Flauenskjold og Østervrå.

Den 36-årige mand, der blev løsladt efter grundlovsforhøret, har siden da modtaget adskillige dødstrusler, ligesom flere også har overtrådt det navneforbud, der blev nedlagt i sagen. Men selvom sigtelsen nu frafalder, så fortryder Frank Olsen ikke, at den 36-årige blev sigtet i første omgang.

»Selvfølgelig er det barskt at blive anholdt og sigtet. Men man må også sige, at når man anholder, så sigter man også. Når det er sagt, så ved jeg, han har været udsat for trusler, og det har jeg sagt, man skal lade være med og lade politiet gøre deres arbejde.«

De mange trusler har betydet, at politiet har måttet afsætte ressourcer til at beskytte den 36-årige. Samtidig efterforsker politiet også truslerne og de overtrædelser af navneforbuddet, der har været.

»Vi har jo løbende haft dialog med ham om, hvordan han har det. Vi har modtaget en række anmeldelser på trusselssager, som vi efterforsker – og nogen vil blive sigtet for trusler på livet,« siger vicepolitiinspektøren.

Den anden 36-årige, der blev varetægtsfængslet efter grundlovsforhøret, er fortsat sigtet i sagen.

»Status er, at efterforskningen kører videre, og vi afhører og genafhører. Der er stadig meget efterforskning.«

Men hvis i er 100 procent sikre på den ene, hvordan kan I så ikke være det på den anden endnu?

»Den andens færden er vi godt i gang med at kortlægge, men der mangler stadig en lang række undersøgelser,« slutter Frank Olsen.

Andre læser også