En 21-årig mand er blevet sigtet for at have overfaldet flere personer med spark og knytnæveslag i Nykøbing Falster natten til lørdag.
Det skriver Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi i sin døgnrapport.
- En 24-årig kvinde blev sparket i maven, en 21-årig mand fik et knytnæveslag i ansigtet, en 21-årig kvinde fik et spark i ansigtet, og en 39-årig mand blev væltet omkuld og sparket, skriver politikredsen.
Lørdag blev manden varetægtsfængslet frem til 6. oktober.
Politiet anholdt manden kort efter det natlige overfald, der fandt sted omkring klokken to, lyder det.
Da manden blev visiteret, fandt politiet syv poser med cirka 14 gram hash, nogle tabletter og en økse.
Han er derfor sigtet for vold, overtrædelse af våbenloven og loven om euforiserende stoffer.
Manden er også sigtet for trusler mod politiet, da han truede betjente under anholdelsen.
/ritzau/