Den belgiske bus, der er blevet stjålet i København, er stadigvæk ikke fundet. Nu bliver helikopteren, som politiet anvender mod bandekonflikten, brugt til at lede efter køretøjet.

Den belgiske bus, der blev stjålet på Vesterbro i København mellem tirsdag klokken 22.00 og onsdag kl 07.00, er fortsat pist væk.

Tyveriet bliver anset som et simpelt brugstyveri, men politiet udtalte tidligere i dag i en pressemedelelse, at »(...) med det seneste års begivenheder i Europa in mente vil vi naturligvis gerne have lokaliseret bussen snarest.«

De omtalte begivenheder er angreb som set i bl.a. Stockholm og Berlin, hvor lastbiler kørte ind i menneskemængder.

Men bussen er altså stadigvæk »most wanted«, og der bliver ledet massivt efter den. Det fortæller vagtchef hos Københavns Politi, Henrik Stormer.

»Vi har en masse øjne på gaden. Vi bruger vores nummerpladegenkendelsessytem på vejene, og her er den ikke blevet registreret. Men det er jo bare at sætte nye nummerplader på, så kan den ikke genkendes på det system,« siger han til Berlingske og tilføjer:



»Der er politi i hele byen, som har fået et billede af bussen, og som leder efter den. Og så har vi i forbindelse med vores bandeindsats også overvågning fra luften som leder. Det er helt jordnært, at så mange som muligt skal vide, den er væk, så vi kan finde den.«

Han fortæller, at der hverken er et motiv eller anelse om, hvor den kan være.

Politiet beder offentligheden om hjælp og opfordrer alle, der har set bussen, til at kontakte politiet.

»Det er vigtigt for mig at understrege, at vi ingen indikationer har på, at der er tale om andet end almindeligt brugstyveri. Men når den aktuelle vurdering af terrortrusler i Danmark er som den er med et forhøjet beredskab, så efterlyser vi bussen ud fra et princip om rettidig omhu,« sagde Peter Buhl, vicepolitiinspektør og leder af politiets vagtcentral, til Ekstra Bladet tidligere i dag.

Nummerpladen lyder på 1-DIA-309.

Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114.