Studiestræde i indre by afspærret af politiet
- Det er rigtigt, at der holder en bil i Studiestræde, som vi er mistænksomme overfor, siger vagtchef hos Københavns Politi, Jens Kristiansen, til bt.dk.
Der er tale om en tyrkisk indregistreret firehjulstrækker af mærket Suzuki.
Men mistanken var ved 15.30-tiden ikke overvældende.
- Vi ville egentlig godt have haft tid til at undersøge den lidt diskret, for vi vil nødig skræmme nogen, siger Jens Kristiansen.
- Det er jo 10-årsdag for 9/11 i morgen. Derfor er vi måske en smule overforsigtige, siger han.
Noget tyder dog på, at mistanken til bilen i hvert fald ikke er blevet mindre. I følge bt.dk's mand på stedet kommer der mere og mere politi til, og afspærringen er blevet udvidet.
Eksperter fra Hærens Sprængningskommando ankom ved 15.40-tiden med en såkaldt Rullemarie, der skal undersøge bilen nøjere.
Studiestræde er afspærret fra Vester Voldgade og helt ned til Lars Bjørnsstræde.