I Kalundborg og omegn har der mandag været markant flere betjente på gaden end normalt i kølvandet på trusler mod et jobcenter.

Politiet har været talstærkt til stede i Kalundborg og de omkringliggende byer mandag eftermiddag. Årsagen er trusler mod et jobcenter, hvor blandt andet en håndgranat blev nævnt.

En mand fremsagde klokken 14.21 de verbale trusler mod jobcentret, oplyser kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi Camilla Schouw Broholm.

Siden har betjente ledt efter ham uden held. Politiet har hele tiden haft en idé om, hvem manden er.

»Vi kan ikke sige noget om, hvordan truslerne konkret er blevet fremsagt. Men jobcentret er lukket ned, og vi arbejder på at få fat i personen,« siger Camilla Schouw Broholm.

Der har på grund af indsatsen været markant flere betjente at spotte i Kalundborgs gader. De samme gælder i de mindre byer omkring Kalundborg, da politiet også har ledt efter manden her.

Nu melder politiet på Twitter, at de har sigtet en 24-årig mand i sagen. Manden blev stoppet i en bil, da han angiveligt var på vej ind for at melde sig selv.

Politiet er nu i gang med at afhøre den sigtede og andre involverede i sagen.