Lyt til artiklen

En 40-årig mand er torsdag formiddag afgået ved døden på grund af brandskader efter en brand i Brøndby.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi til bt.dk.

Klokken 8.35 torsdag morgen rykkede brandvæsenet og politiet ud til Kirkebjerg Parkvej 4 i Brøndby. Her havde en brand bredt sig til tagkontruktionen, og to personer måtte reddes ud fra bygningen.

Den ene, en 40-årig mand, blev i al hast bragt til Rigshospitalet i København.

»Ved 10-tiden fik vi at vide, at han er afgået ved døden som følge af de skader, han pådrog sig under branden,« siger vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, Leif Bonde, til bt.dk.

Den anden person, der befandt sig i bygningen, er ligeledes en mand. Han er fortsat indlagt på Hvidovre Hospital, men er uden for livsfare, oplyser vagtchefen.

Bygningen, som de to befandt sig i, er ubeboet, men bliver brugt som musik-øvelokale, og politiet antager, at de to mænd har spillet i løbet af natten, er faldet i søvn og så først er vågnet alt for sent. Hvad der er årsag til branden, er endnu uvist, og nærmere undersøgelser skal nu afdække, hvad der præcis er sket.

Københavns Vestegns Politi oplyser, at branden torsdag formiddag er under kontrol, men at brandvæsenet stadig er til stede på adressen.

De pårørende til de to mænd er informeret.