Lyt til artiklen

Den kvinde der lørdag morgen kl. 08:13 blev fundet livløs i åen ud for Dæmningen i Vejle er sidst på eftermiddagen identificeret som værende en 53 årig kvinde bosiddende i Odense, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Hendes familie er underrettet og umiddelbart er der intet der tyder på, at hun har været udsat for en forbrydelse skriver politiet i en pressemeddelelse.

Liget af den døde kvinde blev fundet af en kommunalarbejder lørdag morgen ved en af ristene i Mølleåen i Vejle Midtby. Vejen Dæmningen løber langs Mølleåen i centrum af Vejle. Kommunalarbejderen var ved at rense ristene, da vedkommende opdagede liget af kvinden, skriver TV Syd.

Mangel på identifikationspapirer gjorde det dog i første omgang umuligt for politiet at finde ud af, hvem kvinden er.

Allerede klokken 08.49 skrev Sydøstjyllands Politi, at Dæmningen var spærret. Og det viste sig, at det skyldtes det tragiske fund.