Beboerne i Egedalsvænge, Kokkedal, får en eksplosiv start på julen i år, når anti-muslimer og anti-racister lørdag den 1. december demonstrerer i bydelen.
'Rør ikke min danske jul' og 'Stop racisterne'. Sådan lyder parolerne til to demonstrationer, som beboerne i Egedalsvænge får første parket til den 1. december.
Omdrejningspunktet for demonstrationerne er den lokale afdelingsbestyrelses 'nej' til at bruge 7.000 kroner på en juletræsfest i år. De afgørende nej-stemmer blev nemlig leveret af et smalt muslimsk flertal, på trods af at samme bestyrelse tre dage forinden havde brugt 60.000 kroner på en muslimsk eid-fest.
Sagen blussede den 7. november op i flere landsdækkende medier, og det fik i første omgang den anti-muslimske organisation SIAD (Stop Islamiseringen Af Danmark, red.) til at melde deres ankomst i Egedalsvænge den 1. december. På organisationens facebook-side, hvor 89 indtil videre har meldt sig til demonstrationen og 115 har meldt 'kommer måske', begrunder SIAD aktionen:
- Vi afholder demo i Kokkedal for at vise muslimerne, at vi ikke finder os i, at de folk, der kom her for at spise af vores brød, nu vil afskaffe den oprindelige befolknings traditioner og højtider, skriver SIAD blandt andet.
Antimuslimernes slogans og bannere vil dog ikke være de eneste, der kommer til at markere 1. december i Kokkedal. Også den anti-racisiske gruppe, Projekt Antifa (Antifacistisk Aktion, red.), har meldt sin ankomst på facebook.
- Når vi går på gaden, så gør vi det for at sikre, at hverken SIAD eller andre racister vinder fodfæste. Gør de det, så bliver konsekvensen vold og terror rettet mod venstrefløjen og minoritetsgrupper. Når vi stiller os i vejen er det altså for at forhindre, at fascisterne skal få mulighed for at angribe de mennesker, der ikke passer ind i deres verdensbillede, skriver arrangørerne af demonstrationen blandt andet på deres facebook-side.
Her har 129 i skrivende stund trykket 'deltager', mens 173 har trykket 'kommer måske'.
Hos Nordsjællands Politi er man opmærksom på demonstrationerne og bekræfter over for bt.dk, at SIAD har meldt deres ankomst.
- Vi kan godt bekræfte, at vi har fået en henvendelse jf. grundloven om en demonstration, og den kan vi da ikke sige os fri fra at give tilladelse til. Så ja, der afholdes en demonstration i Egedalsvænge. Vi kender til moddemonstrationen, men jeg ved ikke, om de har meldt, at de kommer. Men vi kender den, siger Henrik Jensen, Sektionsleder i Nordsjællands Politis OPA-afdeling.
På SIAD's facebook-side skriver arrangøren, at politiet har givet dem besked på, at de ikke må demonstrere foran Egedalsvænges medborgerhus, da politiet her ikke kan garantere demonstranternes sikkerhed. Henrik Jensen ønsker dog ikke at kommentere konkrete tiltag.
- Vi har en dialog med anmelder af demonstrationen, det har vi altid. Men mere kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt. Jeg er ikke helt klar over, hvad status er lige nu, så hvordan vi tackler det, det kan jeg ikke komme ind på, siger Henrik Jensen til bt.dk.