Flammer er godt i gang med at fortære kæmpe beboelsesejendom i Valby ved København.

Ifølge bt.dks reporter på stedet er der ild i hele tagkonstruktionen i den store bygning på Valbygaardsvej 44. Bygningen er blevet evakueret til Sankt Annæ Gymnasium, og redningsfolk på stedet advarer fortsat imod eksplosionsfare og nedstyrtende tagsten.

SE BILLEDERNE:

Brand, dagen derpå

- Der er 7-8 brandbiler på stedet, og flere ambulancer. Det er en meget voldsom brand. Jeg har talt med brandvæsnet, og de ved endnu ikke, om der er personer i bygningen, fortæller bt.dks reporter på stedet.

- Det er meget dramatisk. Der er både ambulancer, brandfolk på stiger med sprøjter og folk inde i ejendommens stueetage til at bekæmpe flammerne, fortæller han og tilføjer, at der står grædende beboere på gaden og ringer til pårørende.

Branden har bredt sig til en garage, hvor der er gået ild i flere biler. Ekstra mandskab er tilkaldt, efter at branden har bredt sig med eksplosionsagtig fart. Den har resulteret i, at tagetagen er udbrændt. Lige nu kæmper brandfolkene med at slukke flammerne i opgangen. 

Københavns Politi fik meldingen om branden 15.20. Indsatsleder Mads Graversen fra Københavns Brandvæsen karakteriserer flammehavet som en 'meget voldsom brand'.

Meget tyder på, at branden opstod efter nogle ulmende flammer i tagetagen eksploderede pga. den massive varmeudvikling under taget, erfarer bt.dk. Branden skal dog først efterforskes før den konkrete årsag kan slås fast.  
 
Bt.dk følger sagen....