En kvinde i Espergærde opdagede natten til søndag noget mistænkeligt i sit nabolag. En række huse var blevet udstyret med blomster, og det undrede kvinden, som besluttede sig for at anmelde blomsterne til politiet.

Hos politiet mistænker man blomsterne for at være et nyt snedigt trick, der kan hjælpe indbrudstyve til at udpege huse, hvor folk ikke er hjemme.

»Vi har set det før, og det er noget, vi er særligt opmærksomme på i denne sommerferietid. Det har både været grene i indkørslen eller mærkater på postkasserne, som, hvis de ikke bliver fjernet, indikerer, at folk ikke hjemme, så indbrudstyvene kan få arbejdsro,« siger Henrik Sejr, politikommissær ved Nordsjællands Politi.

Trenden med at markere huse er altså ikke ny blandt indbrudstyve, og i sidste uge blev der da fortalt om en lignende episode i Nordjylland. Her opdagede en mand en lyserød sløjfe på sit stakit, og også her lød der advarende toner fra det lokale politi.

'Indbrudstyve markerer til tider mulige indbrudsmål. Dette kan ske med kridt på en sten, en sløjfe eller noget helt andet. Hvis noget derfor virker mærkeligt, er flyttet eller andet i din forhave/indkørsel, så hold øjne og ører åbne,' lød det fra Nordjyllands Politi i døgnrapporten.

Hos Det Kriminalpræventive Råd er man også opmærksom på indbrudstyvenes tricks, når der skal udpeges potentielle 'arbejdspladser'. Det fortæller Hans Peter de Place, der er forebyggelseskonsulent hos Det Kriminalpræventive Råd.

»Sat på spidsen, så ved vi jo ikke, om de her blomster (i Espergærde, red.) kommer fra venlige hænder, men vi hører også om det her med, at huse bliver markeret på forskellige måder. Helt generelt kan vi sige, at det er vigtigt at være opmærksom på, hvad der foregår både på sin egen grund men også på naboens og genboens,« siger Hans Peter de Place.

Statistisk set er det da også i ferieperioderne, der er tryk på indbruddene, og det er i høj grad, fordi folk ikke er hjemme. Ifølge en rapport fra Det Kriminalpræventive Råd afholder 18 af 20 indbrudstyve sig nemlig fra at bryde ind, hvis de ved, der er nogen hjemme.

Og når nu det ikke er muligt at være hjemme hele tiden, er der en række gode råd, der kan narre indbrudstyvene til at tro, at der er nogen hjemme, men en anden ting er mindst lige så effektivt: At alliere sig med naboen.

Opfordringen fra Det Kriminalpræventive Råd er derfor, at tilmelde sig ordningen Nabohjælp, og spørge ind til, hvis man ser folk på vejen, man ikke kender. Et simpelt ‘Kan jeg hjælpe med noget?’ kan være nok til at indbrudstyven dropper et indbrud, da han nu ved, at nogen har set ham og vil kunne genkende ham. Og netop at blive genkendt er ifølge Det Kriminalpræventive Råd indbrudstyvens største frygt.

»Man kan godt tillade sig at henvende sig til folk. Det er ikke alle, der har lige nemt ved at gøre det, men det kan betyde meget. Om ikke andet kan man hilse på, hvis man har svært ved at få sig selv til at stille spørgsmål,« siger Hans Peter de Place.

Og der er god grund til at holde et vågent øje i disse dage. For mens juleferien fortsat er den uge med flest indbrud, så er sommerferieugerne i særligt juli måned også en af travl tid for indbrudstyvene, selvom de lyse nætter kan besværliggøre arbejdet for de ubudne gæster.

Generelt er antallet af indbrud faldende i Danmark, men det er alligevel langt højere pr. indbygger end eksempelvis Sverige. I 2015 var der i Danmark  596 indbrud pr. 100.000 indbygger, mens der i Sverige samme år kun blev anmeldt 233 indbrud pr. 100.000 indbyggere.

Det er der dog en rigtig god grund til, fortæller Hans Peter de Place. Det har nemlig noget at gøre med, hvordan vi bor i Danmark.

»Vi har rigtig mange parcelhusområder, og de har simpelthen en højere indbrudsfrekvens. Det er ikke, fordi vi i Danmark er dårlige til at sikre os eller ikke tager os af vores naboer. Det er simpelthen på grund af måden, vi har valgt at bygge vores byer,« siger Hans Peter de Place.

Og det er særligt i de områder, hvor der bor en familie i hvert hus og husene ligger tæt, at det er vigtigt at være opmærksom. For eksempel på blomster eller andre markeringer, som kan indikere, at husets beboere er bortrejst.