Opdateret: Gerda er fundet.

En 72-årig svært dement kvinde forlod søndag omkring kl. 11 sit hjem i den nordlige del af Ringsted og er ikke set siden. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, der har sendt en efterlysning ud på Gerda Lisbeth Mølvig.

Hun beskrives som aldersvarende af udseende, 170 cm høj, kraftig af bygning, briller og med kort gråt hår. Hun er iført røde benklæder, en lyserød polo T-shirt og en rød trøje. Den 72-årige kvinde forlod hjemmet uden overtøj, hvilket gør det endnu vigtigere at finde hende hurtigt.

Sent på eftermiddagen fik politiet blandt andet hjælp til eftersøgningen fra SOK (Værnsfælles Forsvarskommando), der sendte en helikopter med varmesøgende sensorer ud for at lede efter Gerda Lisbeth Mølvig.

»Hun er desværre ikke dukket op endnu. Vi har fået en del henvendelser fra venlige borgere, som vi har fulgt op på. Men det har ikke givet resultat. Vi opfordrer derfor til, at man meget gerne må kigge i udhuse, carporte og lignende,« siger vagtchefen.

Hvis du har set Gerda Lisbeth Mølvig, bedes du kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 114 eller 46 35 14 48.