Lyt til artiklen

57 minutter. Så længe skulle en 33-årig flugtfange en forårsnat sidste år have holdt to kvinder fanget i et voldtægtsinferno. Tvunget dem til at tage tøjet af, truet dem med kniv og voldtaget dem igen og igen.

Om få uger starter retssagen mod den 33-årige. Og står det til anklagemyndigheden, skal han bag lås og slå på ubestemt tid – idømmes forvaring. Han er for farlig på fri fod, mener man.

B.T. har fået aktindsigt i sagens anklageskrift, der beskriver, hvordan den 33-årige på Amager natten til 19. marts sidste år først skulle have udsat en kvinde for røveri, trusler og ulovlig tvang, hvorefter han med kniv tiltvang sig adgang til et kollegium ikke langt derfra, hvor han igennem en time skulle have voldtaget to andre kvinder.

Alt sammen efter han måneden forinden var flygtet fra Nørre Snede Fængsel, hvor han afsonede for to andre overfaldsvoldtægter. En flugt, han ligeledes er tiltalt for.

Den 33-åriges forsvarer, Finn Bachmann, ønsker ikke at udtale sig forud for retssagen.

Spørgsmålet om, hvordan den 33-årige forholder sig til de voldsomme anklager, bliver derfor ikke besvaret, før han 25. januar tager plads på anklagebænken i Københavns Byret.

Da han blev fremstillet i grundlovsforhør efter at være blevet anholdt et halvt døgn efter sin færd på Amager, erkendte han dog røveriet. Men han nægtede sig skyldig i voldtægterne.

Simpelthen, fordi han »ikke huskede detaljerne«, som det står beskrevet i retsbogen fra grundlovsforhøret.

Meget er sket siden. Blandt andet er den 33-årige, der allerede har flere voldtægtsdomme bag sig, blevet mentalundersøgt. Af egen fri vilje. Og så indeholder anklageskriftet langt flere og hårdere paragraffer end den oprindelige sigtelse.

Det første ud af fire forhold beskriver de rædsler, han angivelig udsatte en kvinde for omkring klokken 3.15 om natten.

Hun var ved at låse sig ind på en adresse på amagerkanske Peder Lykkes Vej, da han ifølge anklageskriftet skubbede hende ind i opgangen, holdt en kniv mod hendes hals og truede hende til at udlevere sin telefon og nøgler.

Dernæst skulle han have taget fat i hendes håndled og trukket hende med ud på gaden, hvor de skulle være blevet mødt af et vidne.

»Kør videre, eller jeg stikker eller dræber hende,« skulle han have udtalt til vidnet og tvunget kvinden med sig 50 til 100 meter ned ad gaden.

Hun vristede sig fri. Flygtede, mens han tilsyneladende gik på jagt efter nye ofre. Og få gader derfra fandt han dem.

Urets visere viste cirka 4.37, da han ifølge anklageskriftets andet og tredje forhold slog til igen.

Denne gang på kollegiet BaseCamp. Ved indgangen hev han angivelig sin kniv frem. Brugte den til at true to kvinder ind i en elevator, hvorefter han ifølge anklageskriftet indledte sine voldsomme overgreb.

Den ene kvinde blev tvunget til delvist at afklæde sig, mens de begge blev holdt i håret og slået i ansigtet, mens han tvang dem til at udføre oralsex på ham, lyder det i anklageskriftet.

Videre beskrives det, at overgrebene rykkede ind i en studielejlighed. Her skulle den 33-årige have skåret den anden kvindes tøj i stykker, holdt sin kniv mod halsene på dem begge og truet dem på livet.

»Jeg slår jer ihjel,« skulle han have sagt, mens han lod slag og lussinger falde. Og så skulle han have voldtaget dem. Flere gange.

Klokken var 5.34, da det ifølge politiet var ovre.

Sagens grusomhed bliver i anklageskriftet understreget af, at anklagemyndigheden har taget voldtægtsparagraffens stk. 3 med i anklageskriftet. Heri beskrives det, at straffen kan sprænge de normale rammer, 'hvis voldtægten har haft en særligt farlig karakter, eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder'.

En anden skærpende omstændighed, der bliver nævnt i anklageskriftet, er det faktum, at alle de beskrevne forbrydelser skulle være begået, efter han 23. februar flygtede fra Nørre Snede fængsel.

En flugt, som B.T. tidligere har beskrevet som behæftet med fejl fra myndighedernes side.

Planen er ikke, står det til anklagemyndigheden, at den 33-årige skal tilbage til den åbne afdeling i det midtjyske fængsel.

Der er nemlig nedlagt påstand om, at han skal idømmes forvaring. En tidsubestemt foranstaltning, som tages i brug, når den kriminelle bliver vurderet til at være særligt farlig.

En domsmandsret skal over tre retsdage vurdere sagen og afgøre den 33-åriges skæbne. Går alt efter planen, falder der dom 1. februar.