»Det er simpelthen bare ikke godt nok,« konstaterer Jesper Hagen.

Chefen for Koncern Sikkerhed i Kriminalforsorgen erkender blankt, at man har svigtet.

Svigtet i sagen om den 32-årige dømte voldtægtsforbryder, der flygtede fra fængslet i Nørre Snede for så en måned senere at blive anholdt og sigtet for yderligere to voldsomme voldtægter.

»Det er altid dybt alvorligt, når indsatte stikker af. Det må ikke ske, og derfor gør vi også alt, hvad vi kan, for at forhindre, at det sker. Når vi har en undvigelse som den her, hvor der ovenikøbet også bliver begået ny kriminalitet, kan det ikke blive mere alvorligt,« siger Jesper Hagen og fortsætter:

»Man kan altid spekulere i, hvad der kunne være sket, men jeg må desværre bare konstatere, at vi ikke har reageret hurtigt og korrekt i den her sag.«

B.T. har løbende beskrevet sagen om den 32-årige mand, der om eftermiddagen 19. marts blev anholdt og sigtet for to grusomme voldtægter begået et halvt døgn forinden på et kollegium på Amager.

Ifølge sigtelsen tvang han sig ind på kollegiet, hvor han med kniv truede to unge kvinder, mens han gennem en time forgreb sig på dem.

Ved du noget om sagen? Så hører B.T.s journalist gerne fra dig. Send en mail på kame@bt.dk

Den 33-årige blev allerede som teenager dømt for to overgreb. I 2018 og 2021 modtog han yderligere to voldtægtsdomme. Og nu er han atter tiltalt for voldtægt.
Den 33-årige blev allerede som teenager dømt for to overgreb. I 2018 og 2021 modtog han yderligere to voldtægtsdomme. Og nu er han atter tiltalt for voldtægt. Foto: BaseCamp
Vis mere

Han er desuden sigtet for et røveri begået tidligere samme nat. En forbrydelse, han ved et senere grundlovsforhør erkendte, mens han nægtede sig skyldig i voldtægterne, da han ikke huskede detaljerne.

Forleden kunne B.T. så med udgangspunkt i en redegørelse fra Kriminalforsorgen og Midt- og Vestjyllands Politi beskrive, hvordan den 32-årige knap en måned forinden var flygtet fra Nørre Snede Fængsel.

Her afsonede han på den åbne afdeling for to overfaldsvoldtægter begået i henholdsvis 2017 og 2018. Begge i Aalborg.

Forholdene omkring hans fængsling har det for nuværende ikke været muligt for B.T. at få afklaret.

Nordjysk Politi afspærrede i kølvandet på overgrebet i 2018 et større område i parken Østre Anlæg i Aalborg.
Nordjysk Politi afspærrede i kølvandet på overgrebet i 2018 et større område i parken Østre Anlæg i Aalborg. Foto: Rasmus Skaftved
Vis mere

Men Jesper Hagen fortæller, at de indsatte i åbne afdelinger på sin vis kan »komme og gå, som de vil«, selvom der er kontrol, overvågning og regler.

»Hvis man overtræder reglerne, risikerer man at blive overflyttet til lukket fængsel. Og på visse tidspunkter er der nedlukning, og der skal man være på fængslets område.«

I redegørelsen fra Kriminalforsorgen lyder det, at personalet i Nørre Snede omkring klokken 20.15 tilbage 23. februar pludseligt så den 32-årige suse hen over fængslets boldbane.

Straks satte man jagten ind for at stoppe ham. Men altså uden held.

Han var væk.

»Det, der efterfølgende skal ske, og som desværre ikke er sket her, er, at man ringer til politiet. Man informerer om situationen, giver signalement og andre oplysninger, de skal bruge, og sørger for, at der bliver iværksat en efterlysning, og hvis det er relevant, får man en vogn og eventuelt hunde ud.«

»Hele setuppet er, at man forsøger at fange vedkommende, og hvis man ikke har held med det, tager man selvfølgelig omgående fat i politiet. Det er det, vi har svigtet her,« konstaterer Jesper Hagen.

Nørre Snede Fængsel set fra oven – med boldbanen.
Nørre Snede Fængsel set fra oven – med boldbanen. Foto: lars laursen
Vis mere

Flere fejl blev siden begået – også hos politiet – og den 32-årige endte altså med at være på fri fod i knap en måned, før han atter blev sendt bag tremmer.

Sagen har, fortæller Jesper Hagen, givet anledning til indskærpelser.

»I den konkrete sag har reaktionen været indskærpelser af, at de retningslinjer, som vi har af en årsag, skal følges. I sagen her skulle man have ringet til politiet med det samme.«

»Derudover har vi mere generelt et tilsyn med de sikkerhedsinstrukser, vi har. Har vi dem, vi skal have? Er de tidssvarende? Og så videre. Og så har vi iværksat et skærpet fokus på sikkerhedsbevidstheden hos medarbejderne, hvor man også arbejder med den ledelsesmæssige forankring af, at vi altid har sikkerhedsbevidstheden i forgrunden og minder hinanden om, at vi altid lige skal huske at gøre det rigtige i forskellige sager.«

Men det bør vel være der fra start – især det sikkerhedsmæssige? Det handler jo om fængsler?

»Det er rigtigt. Sikkerhed er noget af det vigtigste i forhold til arbejdet med fængsler. Og lige netop derfor har vi nu også mindet hinanden om, at det er noget, vi skal holde fanen rigtig højt på.«

Chefen for Koncern Sikkerheden henviser desuden til, at Kriminalforsorgen i forbindelse med to andre fangeflugter fremrykkede et planlagt eftersyn af fængslerne.

Formålet er at kortlægge, om forholdene i tilstrækkelig grad værner mod fangeflugter.

Om den konkrete sag har fået personalemæssige konsekvenser, kan Jesper Hagen ikke gå ind i.