En dømt voldtægtsforbryder har, ud over en række voldsomme overgreb på samvittigheden, også truet sin ekskæreste på livet.

B.T. har tidligere kunnet fortælle, hvordan manden, som har flere domme bag sig, er mistænkt for at have slået til igen. Denne gang mod to kvinder på en kollegie i København. I hvert fald sidder manden nu varetægtsfængslet i sagen om de to overgreb.

Nu kan B.T. så fortælle, at manden også er dømt for at have truet sin ekskæreste på livet.

De to var ifølge dokumenter, B.T. har fået aktindsigt i, kærester i seks år – fra 2012 til 2018.

Nordjysk Politi afspærrede i kølvandet på overgrebet i 2018 et større område i parken Østre Anlæg i Aalborg.
Nordjysk Politi afspærrede i kølvandet på overgrebet i 2018 et større område i parken Østre Anlæg i Aalborg. Foto: Rasmus Skaftved
Vis mere

I den periode begik manden en fuldbyrdet voldtægt på en kun 15-årig pige og tvang en anden kvinde til oralsex, mens han holdt en knust flaske mod hendes hals.

Det sidstnævnte overgreb fandt sted i Aalborg i april 2018, og sagen var for retten i august samme år.

Her blev manden kendt skyldig og idømt fire år og seks måneders fængsel. Og det var så fra fængslet, han mellem august 2018 og oktober 2019 sendte han ikke mindre end otte skriftlige trusler til ekskæresten.

Han skrev blandt andet:

»Lige meget hvad du gør, må du ikke gå uden mig i livet, for selvom du siger nej, så er det kun døden, der stopper mig.«

»Du vil ikke vide, hvad der kommer til at ske, men det er bare et spørgsmål om tid. Du kommer til at ønske, du aldrig var blevet født.«

Kvinden anmeldte de mange trusselsbreve til politiet, der først sørgede for et tilhold og siden hev sagen for retten.

I dombogen fra retssagen, der blev ført ved Retten i Aalborg 2020, fremgår det, at den 32-årige mand erkendte de mange forhold om trusler.

Forhold, der blandt andet involverede ordlyden:

»Når jeg kommer ud (fra fængslet, red), får jeg blod på mine hænder,« samt »hvis du nogensinde forlader mig eller er mig utro, forvandler jeg mig til noget meget ondt, og jeg vil aldrig forlade dig.«

For retten forklarede den 32-årige, at de mange breve var skrevet i et desperat ønske om at kunne holde kontakten til kvinden, som han var meget tæt knyttet til.

Han forklarede desuden, at han havde det dårligt med det, han havde gjort. At han havde accepteret tilholdet og i øvrigt fået psykologhjælp til at komme videre i sit liv.

Da dommen blev afsagt i januar 2020, lød den på tre måneders fængsel.

Halvandet år senere – i sommeren 2021 – vendte han så tilbage til anklagebænken, da voldtægtssagen med den 15-årige pige kom for retten. Her blev manden også fundet skyldig og fik to års fængsel.

På trods af det var han altså ude af fængslet i slutningen af marts i år, hvor han ifølge politiets mistanke indenfor få timer begik to nye overgreb og et groft røveri på Amager.

Kriminalforsorgen og politiet er ved at undersøge, hvordan det kunne ske.

Det har ikke været muligt for B.T. at få bekræftet, præcist hvorfor manden ikke sad i sin celle den skæbnesvangre weekend i marts, men afventer undersøgelsens konklusioner og følger sagen tæt.