Da en 32-årig mand i weekenden blev varetægtsfængslet i en sag om to overfaldsvoldtægter på Amager, kom det samtidig frem, at han var tidligere kendt af politiet.

Og det har fået Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, til at rase.

»Jeg tror, mange sidder med en dårlig smag i munden. Det er fuldstændig uacceptabelt, at det er sket. Det tegner jo et billede af, at der kan være begået myndighedsfejl,« siger han.

Han er langtfra imponeret over, at den 32-årige ikke hidtil har siddet bag tremmer, som han ellers var dømt til at skulle.

»Jeg vil meget gerne vide, hvordan det kan lade sig gøre. Det er meget alvorligt, at han har formået at undvige afsoningen, og derfor har jeg bedt ministeren belyse, hvad der er foregået,« lyder det fra DFeren, der fortsætter:

»Måske kunne der være nogle ofre, der var blevet sparet for de her vanvittige handlinger.«

Den 32-årige er sigtet for natten til lørdag at have begået to voldtægter af 'særlig farlig karakter', da han brød ind på kollegiet BaseCamp på Amager, truede to kvinder med en kniv, slog dem og forgreb sig på dem.

Mens han nægter sig skyldig i voldtægterne, fordi han med egne ord ikke kan huske detaljerne, erkender han et røveri, som han er sigtet for at have begået nogle timer forinden.

Ved du noget om sagen? Så hører B.T.s journalister gerne fra dig. Send en mail på kame@bt.dk

Torsdag har B.T. så kunnet afsløre, at den 32-årige har flere tidligere domme på sit generalieblad. Blandt andet to domme for voldtægter begået i Aalborg i 2017 og 2018.

Sagen om voldtægten fra 2017 var for retten i Aalborg i juli sidste år.

Her fandt domsmandsretten det bevist, at manden fire år forinden havde forgrebet sig på en bare 15-årig pige, mens han holdt en kniv for hendes hals. Hvis hun sagde en lyd, ville han skære hendes hals over, skulle han have sagt.

Godt nok nægtede han sig skyldig, da han indtog anklagebænken, men retten var overbevist. 13. juli 2021 blev han kendt skyldig.

Straffen lød på to års fængsel og var en tillægsstraf til blandt andet en dom fra 2018, hvor han blev idømt fire år og seks måneders fængsel. Blandt andet for en grov overfaldsvoldtægt begået i en park i Aalborg samme år.

Det er fængselsstraffen på de to år, han indtil for nylig har undveget.

»Jeg synes, det er en totalt skærpende omstændighed, at alt det går forud,« lyder det fra Peter Skaarup.

Han bad via Folketingets retsudvalg tidligt torsdag justitsminister Nick Hækkerup forholde sig til sagen fra København. Uvidende om, at sagens sigtede altså har flere voldtægter bag sig.

»Det var jeg ikke klar over, men det skærper vigtigheden af en redegørelse fra regeringen, der må tage stilling til, hvordan vi undgår den slags, og om vi giver alt for korte straffe.«

»Hvad tænker ofrene og deres familier ikke, når de hører, at han har gjort nøjagtig det samme før, og alligevel var på fri fod? Samfundet bliver jo medansvarligt, når man ikke gør sit arbejde godt nok.«

Det er ingen hemmelighed, at Peter Skaarup er fortaler for hårdere straffe.

Derfor mener han ikke så overraskende også, at den 32-årige i sommer burde være blevet idømt mere end to års fængsel. Særligt, fordi han havde en tidligere voldtægtsdom.

»Det er jo hele historien om vores retssystem, der har alt for korte straffe for vanvittig grov kriminalitet. Hvis vi ikke gør noget, risikerer vi, at de tikkende bomber fortsætter. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Det er pinligt for retssystemet.«

Det er foreløbigt uvist, hvordan den 32-årige har kunnet undgå afsoning af straffen fra i sommer.

B.T. har forsøgt at få et interview med både Kriminalforsorgen og Nordjyllands Politi, men det har ikke været muligt før deadline.