Lyt til artiklen

Med sænkede skuldre og hovedet nede sidder han helt roligt, da hans forsvarer tager ordet og forholder sig til det voldsomme anklageskrift, der netop er blevet læst op.

Et anklageskrift om røveri, voldtægter og flugt fra fængslet. Han erkender sin skyld delvist, siger forsvarer Finn Bachmann så.

Den 32-årige tiltalte afviser, at han har voldtaget én af sagens forurettede vaginalt og analt, men erkender at have udsat et andet for analt overgreb. Han erkender også – delvist – at han forud for voldtægterne røvede en tredje kvinde og truede en taxachauffør.

Og så erkender han, at alt sammen skete, efter han i februar sidste år flygtede fra Nørre Snede Fængsel, hvor han afsonede for to andre voldtægter.

»Jeg kaster mig fladt ned på maven og siger, at jeg gerne vil være ærlig. Jeg vil gerne forandre mig og være et menneske, jeg godt kan leve med, når jeg kommer ud på den anden side. For at kunne det, skal jeg i dag sidde her i retten og være ærlig,« siger han under sin forklaring om rædselsnatten.

Retssagen mod den 32-årige mand er onsdag formiddag gået i gang. I løbet af tre dage skal en domsmandsret tage stilling til hans skyld. Og den skal vurdere, om han er så farlig, at han skal idømmes landets hårdeste straf: Forvaring.

Manden, der tidligere er dømt for flere overgreb og andre personfarlige forbrydelser, er altså tiltalt for fire forskellige forhold.

Det første ud af fire forhold beskriver det mareridt, han angiveligt udsatte en kvinde for omkring klokken 3.15 om natten 19. marts.

Hun var ved at låse sig ind på en adresse på amagerkanske Peder Lykkes Vej, da han ifølge anklageskriftet skubbede hende ind i opgangen, holdt en kniv mod hendes hals og truede hende til at udlevere sin telefon og nøgler.

Dernæst skulle han have taget fat i hendes håndled og trukket hende med ud på gaden, hvor de skulle være blevet mødt af et vidne, som han truede. Den sidste del husker han dog ikke, siger han.

Kvinden vristede sig fri. Og den 32-årige fortsatte ud i martsmørket.

Omkring 4.37 slog han ifølge politiet til igen – ikke langt fra første gerningssted.

Med kniv truede han ifølge anklageskriftet to franske, kvindelige studerende ind kollegiet BaseCamp. I en lejlighed skulle han have indledt sine voldsomme overgreb.

Den 32-årige erkender, at han har udsat den ene af kvinderne for anal voldtægt. Og at han tvang dem til at udføre oralsex på sig. Men han afviser at have voldtaget den anden analt eller vaginalt.

Den tiltalte erkender dele af det, han er tiltalt for. Tegning: Anne Gyrite Schütt
Den tiltalte erkender dele af det, han er tiltalt for. Tegning: Anne Gyrite Schütt
Vis mere

Politiet mener modsat, at rædslerne var meget værre, end han vil stå ved. I anklageskriftet lyder det, at han skulle have tvunget dem til at give ham oralsex. At kvindernes tøj blev flået i stykker, og at han holdt sin kniv mod halsene på dem begge, mens han truede med at slå dem ihjel.

57 minutter varede overgrebene ifølge anklageskriftet.

Dagen efter blev han anholdt og siden varetægtsfængslet, hvilket han har været siden. Og står det til anklagemyndigheden, skal han ikke ud igen foreløbigt.

På baggrund af en mentalerklæring har anklagemyndigheden nedlagt påstand om forvaring.

Der falder dom 2. februar.