I øjeblikket sidder han varetægtsfængslet. Mistænkt for at have begået to voldsomme overfaldsvoldtægter på et kollegium på Amager.

B.T. kan nu afsløre, at den 32-årige mistænkte i forvejen har fire overgreb på samvittigheden.

Dermed er han altså det, man kan kalde serievoldtægtsforbryder.

Og han startede allerede som 15-årig.

Aktindsigter, som B.T. har søgt i gamle domme, viser, at den 32-årige begik sine første to overgreb med omtrent en måneds mellemrum i vinterhalvåret 2004.

Dengang var han selv teenager. Og hans to ofre var blot seks år og syv år gamle.

Ved du noget om sagen? Så hører B.T.s journalister gerne fra dig. Send en mail på kame@bt.dk

Da sagen i 2005 blev behandlet ved Københavns Byret, tilstod han. Uden forbehold. Han erkendte at have forgrebet sig på de to små piger, og så argumenterede han og hans forsvarer for mildest mulig straf.

Anklagemyndigheden nedlagde dengang påstand om ungdomssanktion. Og sådan blev det.

Da ordene »thi kendes for ret« havde lydt, fastslog dommeren blandt andet, at han skulle »undergive sig en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling indtil det fyldte 18. år under tilsyn af Københavns Kommune og efter kommunens nærmere bestemmelse.«

Videre lød det, at han skulle anbringes på »en egnet døgninstitution eller et godkendt opholdssted« i 12 måneder.

Af dombogen fremgår det også, at han på det tidspunkt ikke havde andre domme.

Det skulle dog ændre sig.

I de kommende år blev han ifølge B.T.s oplysninger dømt for blandt andet overfald og tyveri. Og i dag er hans straffeattest mere plettet end de flestes.

Foruden førnævnte har han også domme for røveri, besiddelse af narkotika, trusler – og to overfaldsvoldtægter.

B.T. har tidligere beskrevet, hvordan den i dag 32-årige sidste sommer blev dømt for en overfaldsvoldtægt begået på en teenagepige ved et grønt område ved Østre Allé i Aalborg i 2017.

Og hvordan han i 2018 ligeledes modtog en dom for en anden voldtægt begået tidligere samme år.

Her havde han en aprilmorgen overfaldet en kvinde og med magt tvunget hende med ind på et toilet i Østre Anlæg. På toilettet tvang han sit offer til oralsex, mens han holdt en knust flaske mod hendes hals.

Det var netop straffene for blandt andet de to voldtægter, han afsonede i Nørre Snede Fængsel, da han 23. februar i år besluttede sig for at flygte.

I forbindelse med flugten begik myndighederne et utal af fejl. Og den 32-årige var først i politiets varetægt igen knap en måned senere.

Om eftermiddagen 19. marts blev han således anholdt og sigtet for to voldsomme voldtægter samt et røveri begået omtrent et halvt døgn forinden.

Voldtægterne blev begået omkring klokken 4.30 og en time frem på BaseCamp-kollegiet på Amager. Her skulle han have truet to kvinder med kniv og slået dem undervejs.

Godt en time forinden skulle han have truet en kvinde – ligeledes med kniv – til at udlevere telefon og nøgler.

Ved det efterfølgende grundlovsforhør erkendte han røveriet. Men han nægtede sig skyldig i voldtægterne med den forklaring, at han ikke kunne huske, hvad der var sket.

Dommeren ved grundlovsforhøret besluttede at varetægtsfængsle ham. Og det er han stadig, oplyser Københavns Politi til B.T.

Samtidig oplyses det, at den 32-årige mentalundersøges.

Ud fra tidligere dombøger at dømme er det på trods af de mange sager, første gang sådan en undersøgelse bliver lavet.

Over for B.T. bekræfter den sigtedes forsvarer, Finn Bachmann, at hans klient undergår mentalundersøgelse. Han tilføjer desuden, at den 32-årige selv har samtykket hertil.

Mentalundersøgelser sættes normal i værk, når det vurderes, at de kan være af betydning for sagens afgørelse.

Når man laver vurderingen, kigger man på tre ting:

  • Om den mistænkte tidligere har været i psykiatrisk behandling, eller om der er mistanke om, at pågældende er sindssyg eller mentalt retarderet.
  • Om personen har begået drab, grov meningsløs vold, voldtægt eller overgreb på børn – og om der er tale om gentagelsestilfælde.
  • Om betingelserne for en eventuel forvaringsdom – en tidsubestemt straf – er opfyldt.

Fra forsvarer Finn Bachmann lyder det, at mentalundersøgelsen i denne sag er sat i værk, da den forventes at køre med nævninge, når den engang kommer for retten.

Det betyder, at anklagemyndigheden altså forventer at gå efter en straf. der er hårdere end fire års fængsel.