Videoen herover er en video fra Localeyes, der viser nogle af de mange frivillige, der leder efter Storm.

Den storstilede eftersøgning efter to-årige Storm fortsætter ind i natten i Hillerød. Mens mørket er faldet godt og grundigt på, er politiet glade for den store indsats, som de mange hundrede frivillige gør.

»Det giver selvfølgelig lidt udfordringer, når vi skal koordinere så mange menneskers indsats på en gang. Men vi er altid glade for hjælpen,« siger Nordsjællands Politis vagtchef Ulrik Lindén til bt.dk sent onsdag aften.

Klik her og se mere tv på localeyes.dk

Ud over de mange frivillige har politiet to helikoptere i luften. Men mørket besværliggør eftersøgningen.

»Det bliver selvfølgelig sværere at finde ham, når det er mørkt,« fortæller vagtchef Ulrik Lindén til bt.dk.

Bliv på stierne
Selv om politiet er glade for den store hjælp, har de dog en bøn til de mange frivillige i Hillerød.

»Hvis folk kigger i skovene, så er det vigtigt, at de bliver på stierne. Hvis de går rundt inde i skovene, så risikerer de at forstyrre hundenes arbejde,« oplyser vagtchef Ulrik Lindén.

Han fortæller desuden, at politiet bruger de mange frivillige til den mere brede eftersøgning. Og så selv tager sig af de mere specifikke og målrettede opgaver - som f.eks. hundepatruljernes arbejde i skovene.

Politiets to helikoptere er udstyret med infrarøde kameraer, som kan se varme ting på jorden. Men de mange mennesker der er på gaden i Hillerød bliver også opfanget af kameraerne. Derfor opfordrer politiet de mange frivillige til at kigge på de åbne områder.

Personer, der har set to-årige Storm kan kontakte Nordsjællands Politi på telefon 114.

Klik her og ser mere tv på localeyes.dk