De to nære venner og Bandidos »brødre« Claus Bork Hansen, 37, og Mickey Borgfjord Larsen, 32, blev smidt ud af Bandidos i unåde. De kom i »bad standing«. Erklæret fredløse.

Den 21. marts 2001 blev Claus Bork Hansen med øge-navnet »Karate-Claus« mejet ned med 25 skud på åben gade i Vanløse af en døds-patrulje fra Bandidos.

Likvideringen gjorde Mickey Larsen, der sad i Vridsløselille Statsfængsel, rasende. Han truede med at hævne sig på Bandidos.

Frygtløs, som Mickey Larsen var, truede han både Bandidos top-chef Jim Tinndahn og rocker-klubbens interne problem-knuser Kent Sørensen, »Kemo«, på livet.

»Jeg havde hørt, at Mickey ville skille mit hoved fra kroppen og det troede jeg på, når man kender ham,« sagde »Kemo« i Østre Landsret. Hér var han i marts sidste år tiltalt sammen med tre andre Bandidos-rockere for mordet på Claus Bork Hansen, men han blev frifundet.

Mandsopdækket
»Kemo« var så nervøs for, at Mickey Borgfjord Larsen ville gøre alvor af truslerne, at »Kemo« blev mandsopdækket døgnet rundt af en halv snes body-guards, når Mickey Larsen var på orlov fra fængslet.

I går blev Mickey Larsen revet midt over af bil-bomben ved Glostrup Sygehus. Politiets vigtigste teori er, at mordet skal kædes sammen med likvideringen af Claus Bork Hansen. Han og Mickey Larsen var med i Bandidos »MC Mideast« på Reerslevvej 7 i Hedehusene, men Claus Bork Hansen ragede uklar med Bandidos.

Det er aldrig klarlagt nøjagtigt hvorfor, men han var blandt andet sur over, at Mickey Borgfjord Larsen omkring august 2000 var smidt ud i »bad standing«. Claus Bork Hansen smed selv Bandidos-rockerne ud af klubhuset i Hedehusene og brændte klubbens mærker - en døds-synd.

Han var modstander af freds-slutningen med Hells Angels, men alligevel gik han i gang med at oprette en »Red & White« supporter-gruppe for Hells Angels - og han blæste højt og flot på et ultimatum fra Bandidos.

Under retssagen mod Bandidos-rockerne for mordet på Claus Bork Hansen kom det frem, at både Bandidos og Hells Angels frygtede, at han kunne blive årsag til en ny krig mellem klubberne.

Tilbød politibeskyttelse
Politiet vidste, at han var i yderste livsfare og tilbød ham så sent som dagen før mordet politibeskyttelse, men »Karate-Claus«, der var lige så frygtløs som vennen Mickey Borgfjord, afslog.

Mickey Larsen var også i livsfare, mente politiet og kriminalforsorgen. Derfor blev hans udgangstilladelse fra fængslet inddraget for at beskytte ham. Mickey Larsen afviste selv, at han var truet og kaldte det »politi-chikane«. Han klagede over afslaget på udgang, fik medhold og siden sidste sommer har han ofte været på udgang.

»Hvis jeg var truet, ville jeg aldrig tage hjem til min familie og risikere, at min kone og barn blev vidne til mordet på mig,« sagde han i et interview i maj sidste år.

Hans forsvarer Peter Hjørne vidste, at Mickey Larsen var i »Bad Standing«, men alligevel er han overrasket over bombe-mordet.

»Man regner selvfølgelig ikke med, at det sker,« siger Peter Hjørne.

»Jeg vil ikke udtale mig om et motiv, men man tænker naturligvis på sagen med Claus Bork Hansen. De to var uadskillige venner og var sammen i den daværende Bandidos-afdeling i Hedehusene. Mickey fortalte mig aldrig, om han var truet. Han var aldrig skræmt. Det lå ikke til ham,« siger Peter Hjørne.

»Men han kan jo også have haft andre fjender,« tilføjer advokaten.

Var ikke bange
Mickey Larsen var heller ikke bange, da han vidnede i Østre Landsret den 19. marts sidste år mod de Bandidos-rockere, der var tiltalt for mordet på hans gode ven Claus. Han gav ikke anklageren Karen-Inger Bast mange lunser, men Mickey Larsen indrømmede, at han havde truet både Bandidos-præsident Jim Tinndahn og Kent Sørensen »Kemo« efter mordet på Claus Bork Hansen. Men det hele var noget pjat, sagde Mickey Larsen.

»Jeg kom i ophidselse til at sige nogle ting til Jim, da jeg ringede til ham. Jeg kommer efter dig eller sådan noget pis,« sagde Mickey Larsen.

Han erkendte også trusler mod »Kemo«:

»Jeg har siddet i Vridsløselille og råbt og skreget, at jeg ville gøre dit og dat og tra-la-la-laj. Selvfølgelig har jeg det. Han kan bare komme an, så skal jeg hugge hovedet af ham, har jeg sikkert sagt i ophidselse,« sagde Mickey Larsen i landsretten. Men han afviste pure, at han havde planer om at gøre alvor af truslerne.

jsz@bt.dk