USA er kastet ud i et regulært mysterium, efter liget af en lille pige er skyllet i land på den amerikanske østkyst.

Pigen var pakket ind i en plastikpose, og politiet i Boston, Massachusetts har ikke mange spor at gå efter. De ved heller ikke, hvad pigen er død af, så nu skal liget undersøges nærmere. Umiddelbart var der ingen tydelige tegn efter slag på pigens krop.

Det skriver engelske Mirror.

I et forsøg på at vise, hvordan pigen så ud, da hun var i live, har politiet lavet et computeranimeret billede af pigen i håb om, at nogen kan genkende hende. Det fortæller anklageren ved Suffolk County, Daniel Conley.

Politiet i Boston, Massachusetts har lavet et computergenereret billede af den afdøde pige.
Politiet i Boston, Massachusetts har lavet et computergenereret billede af den afdøde pige. Foto: Massachusetts State Police
Vis mere

»Hun er et smukt, ungt barn, der fortjener værdighed,« sagde Daniel Conley under en pressekonference.

Da pigen blev fundet, var hun iført sort-prikkede leggings og et zebrastribet tæppe, som politiet har offentliggjort billeder af.

Pigen blev fundet i sidste uge i nærheden af et vandrensningsanlæg. De ansatte på anlægget har tilbudt at samle penge sammen til den lille piges begravelse, ligesom de planlægger at rejse en bænk og plante et træ til minde om den indtil videre ukendte pige.

Vælter ind med tip
Efter politiet efterlyste pårørende til den lille pige, er det væltet ind med tip. Flere mente, at der kunne være tale om en pige, der forsvandt som tre-årig i 2011. Det har politiet afvist og gentaget deres bøn om hjælp til at løse mysteriet.

Politiet har hængt efterlysninger op på lygtepæle rundt omkring i lokalområdet. Som her på billedet forneden.