En brand i  en fabriksbygning, der tilhører medicinalvirksomheden Xellia Pharmaceutical, skabte tirsdag aften frygt for giftig røgudvikling på Amager - og derfor blev et større område afspærret.

Branden, der var slukket kl. 22.56, udviklede dog ikke giftig røg, siger vicepolitikommissær Lars Krabbe, Københavns Politi, til bt.dk.

Politiet fik meldingen om branden omkring kl. 21:40, og politi og brandvæsen mødte talstærkt op. Da bygningen tilhører medicinalvirksomheden, valgte politi og brandvæsen at afspærre et større område af frygt for, at der blev udviklet en giftig røg.

- Vi vurderede, at det ville være fornuftigt, indtil vi vidste, om røgen var giftig, siger Lars Krabbe.

En beredskabsmeddelelse lød tidligere:

"Der er opstået brand på en medicinalfabrik på Amager indenfor området: Vermlandsgade, Kløvermarksvej, Raffinaderivej, Holmbladsgade. Folk skal blive indendøre, lukke vinduer og slukke for ventilationen. Denne beredskabsmeddelelse er gældende indtil videre". (kl. 22.55, red.).

Omkring kl. 23.25 oplyste brandvæsenet, at branden var under kontrol, og alarmen blev ligeledes afblæst, da røgen ikke var giftig.

- Der var tale om en brand, der kun berørte taget i bygningen. Det vil sige, at ingen af genstandene inde i bygningen har været i berøring med ilden, siger Lars Krabbe.

Årsagen til branden er endnu ukendt.