Amin Skov, indehaver af den blokaderamte Restaurant Vejlegården, er indlagt med røgforgiftning efter nattens brand på restauranten.

Det bekræfter Sydøstjyllands Politi over for Berlingske Nyhedsbureau.

Amin Skov blev i nat fundet af redningsfolkene på stedet efter at alarmen var gået i restauranten. Han blev kørt ud på en båre og med ambulance videre til hospitalet.

- Der er en meget stor politistyrke til stede hernede og der er spærret et stort område af, siger BTs journalist Jens Anton Havskov, der står ved restaurant Vejlegården.

Han forklarer at politiets teknikere er ankommet til stedet kl. 10. De skal afklare, om der er tale om en forbrydelse.

- Jeg kan se at hoveddøren står på vid gab og et vindue bagpå er åbent. Umiddelbart kan jeg ikke se tegn på brand, men man kan tydeligt lugte det. Der er en sveden lugt i luften, som er meget karakteristisk, siger Jens Anton Havskov.