Mere end 50 aktivister trængte tirsdag ind på kontorerne ved Maersk Tankers.
I blandt dem var den svenske klimaaktivist Greta Thunberg.
Københavns Politi bekræftede efterfølgende, at de var til stede ved Maersk Tankers i Holmbladsgade på Amager, efter man fik anmeldelsen klokken 09.40.
Klokken 11.59 er meldingen, at alle aktivisterne er ude af bygningen igen:
»Alle demonstranter er ude af bygningen. De har fået anvist et område på Strandlodsvej, hvorfra de kan fortsætte deres demonstration. Vi er i dialog med demonstranterne om at holde sig på fortovet, så trafikken på stedet ikke bliver unødigt generet,« lyder det fra Københavns Politi i et opslag på X.
Tidligere lød det også fra vicepolitiinspektør Simon Hansen til B.T., at man var i dialog med demonstranterne.
»Nu skal vi finde ud af, hvad der er muligt, og om de vil forlade stedet frivilligt,« forklarede han.
Klokken 11.25 oplyste politiet i et opslag på X, at man havde »gentaget opfordringen til demonstranterne om at forlade bygningen frivilligt«:
»De, som ikke har efterkommet dette, bliver eskorteret ud af bygningen og sigtes for husfredskrænkelse,« lød det.
Aktivistgruppen, Den Grønne Ungdomsbevægelse, har tidligere på dagen udsendt en pressemeddelelse. Her skriver de, at de vil sætte fokus på Mærsks rolle i klimakrisen. Gruppen vil også sætte fokus på Mærks fragt af våben til Israel, som den Grønne Ungdomsbevægelse mener, den danske rederigigant står bag.
Mærsk har selv afvist den påstand.
Maersk Tankers er et af Mærsks datterselskaber.