OPDATERING: Kort før klokken 16 meddeler Københavns Politi på X, at alle demonstranter nu har forladt stedet. De er sigtet for husfredskrænkelse. 

En gruppe aktivister er onsdag trængt ind i Ministeriet for Grøn Trepart.

Det bekræfter vagtchef hos Københavns Politi Henrik Svejstrup over for B.T.:

»De er fortsat derinde, og vi er ved at undersøge, om vi skal sigte dem (aktivisterne, red.) for noget, inden vi enten lukker dem ud, beder dem om at gå eller tvinger dem ud,« siger han. 

Politiet fik anmeldelsen 12.42, og er fortsat på stedet. 

Motivet for, at aktivisterne er trængt ind i ministeriet er endnu uvist, men man undersøger forholdene, lyder det. 

TV 2 Nyheder skriver, at der netop nu foregår politiske forhandlinger i ministeriet. 

På Den grønne ungdomsbevægelses Instagram-profil sender man netop nu live inde fra ministeriet, hvor man kan se aktivisterne sidde tæt pakket på trapperne, mens de gentager den samme sætning: 

»Red grøn trepart, før det er for sent. De snakker inde på Borgen (Christiansborg, red.), men det virker ikke,« lyder det. 

Der er også flere af aktivisterne, der har bannere med. På et af dem står der: 'I kan ikke forhandle med hungersnød,' fremgår det af livesendingen.  

På det sociale medie X tilføjer Københavns Politi, at man er i dialog med demonstranterne 'med henblik på at få dem til at forlade stedet.' 

Ritzau tilføjer onsdag eftermiddag, at man ifølge Københavns Politi nu er ved at sigte 22 demonstranter for husfredskrænkelse.