Et fly måtte tirsdag afbryde turen fra Aalborg til Amsterdam efter et såkaldt 'birdstrike', hvilket tvang flyet til at vende om og foretage en sikkerhedslanding.

Det skriver nordjyske.dk.

Et 'birdstrike' betyder, at flyet kolliderede med nogle fugle i forbindelse med, at det lettede. Derfor måtte KLM-flyet, kort tid efter det var lettet, vende tilbage til Aalborg Lufthavn. Det fortæller salgs- og marketingsdirektør i Aalborg Lufthavn, Rikke Mølgaard. 

- Det er fast procedure, at fly skal vende tilbage med det samme, når den slags ting sker, og flyet er landet uden problemer, siger Rikke Mølgaard til nordjyske.dk.

Teknikere i lufthavnen gik straks i gang med at undersøge flyet.

Det sker ikke sjældent, at et fly og fugl kommer lidt for tæt på hinanden.

Det mest kendte eksempel stammer fra USA, hvor kaptajn Chesley Sullenberger måtte nødlande  sin Airbus A320-214 i Hudsonfloden i januar 2009, efter flyet var kollideret med fugle. Alle slap på mirakuløs vis uskadt.