En 30-årig mand er blevet idømt livstid for at have skuddræbt en 43-årig mand og såret en kvinde 8. august 2024 på Nørrebro i København.

Dommen er torsdag afsagt af Københavns Byret.

Manden, hvis navn er Elias Fredlin Skriver, tilstod og har valgt at acceptere dommen.

Det siger hans forsvarsadvokat, Rune Wiborg, kort efter domsafsigelsen.

Den 30-årige mand, som er kraftigt bygget, sad med samlede hænder og stirrede ud i luften, da dommen blev afsagt.

Dommeren lagde vægt på en dom fra Højesteret fra 2022, at skuddrabet var foregået på et offentligt sted midt på dagen, og at han havde ramt en tilfældig forbipasserende kvinde.

Den 30-årige mand forklarede i retten, at han havde haft en stor narkogæld, som han ikke kunne komme af med, og derfor blev han nødt til at løse gælden på anden vis over for nogle unavngivne personer.

- Jeg fik at vide: Enten, så gør du det her, ellers går det ud over din familie, sagde han torsdag.

Den trussel gjorde, at manden i starten af august 2024 tog fra Jylland til København. I en park i København samlede han en elcykel op, hvor der var blevet lagt en revolver i cykelkurven.

De unavngivne personer havde angiveligt tvunget den 30-årige til at skyde med revolveren mod personer på adresser, der er kendt som bandeområder på Nørrebro.

- Jeg fik ikke at vide, hvem jeg skulle gå efter.

- Jeg skulle skyde nogen, der lignede, at de var med i en bande, sagde han i retten.

Det har tidligere været fremme i medierne, at den 43-årige mand, der blev dræbt, selv tidligere har begået drab.

Kvinden var en helt tilfældig forbipasserende, og den 30-årige mand fortalte, at han ikke opdagede med det samme, at han havde ramt kvinden.

- Jeg havde revolveren i cykelkurven. Jeg skød en eller to gange, og så stak jeg af.

- Det er en sløret dag. Jeg fandt først ud af, da jeg kom hjem, at jeg også havde ramt en kvinde.

- Det er utilgiveligt, det jeg har gjort. Hvis jeg kunne gøre det om, så havde jeg gjort det, men det kan jeg ikke, sagde han.

/ritzau/