Skud i både ryggen, hovedet og den ene hånd.
Så voldsomt gik det for sig, da en 37-årig mand på brutal vis mistede livet på Vesterbro for to uger siden.
Iført helt sort tøj, mørkt skæg og karseklippet hår fremstilles en 21-årig mand netop nu i grundlovsforhør ved Københavns Byret, hvor han er sigtet for i forening med flere andre uidentificerede gerningsmænd at have medvirket til drabet.
Han nægter sig skyldig, lyder det fra den sigtedes forsvarsadvokat, Michael Juul Eriksen.
Af hensyn til den tidlige efterforskning har anklagemyndigheden anmodet om dørlukning og begrundet med, at der kan være medgerningsmænd på fri fod. Det er derfor endnu uvist, hvad det er for en rolle, den 21-årige mand ifølge politiet mere konkret har spillet.
Den 21-årige dansker er én af politiets nu fire mistænkte i sagen om den koldblodige likvidering på Vesterbro i midten af oktober.
Også en 24-årig dansk statsborger og en 19-årig svensker er sigtet i sagen. Ifølge B.T.s oplysninger har den 19-årige svensker tilknytning til et multikriminelt svensk netværk, der tidligere har begået lejemord på dansk grund.
Den fjerde sigtede i sagen er en 24-årig svensk statsborger, der blev anholdt af svensk politi i Sverige. Ifølge Københavns Politi er han endnu ikke formelt blevet sigtet af dansk politi, men er anholdt af svensk politi i en anden kriminalsag.
Skudt på åben gade
Klokken var 17.15, da skuddene 19. oktober lød ved hjørnet af Herholdtsgade og Nyropsgade på Vesterbro. Øjeblikke senere lå den 37-årige mand fra Slagelse livløs på fortovet. Blødende fra hovedet.
Trods livreddende førstehjælp stod hans liv ikke til at redde, og snart var det store område omkring Bremen Teater spærret af og en kæmpe politiindsats iværksat.
En helikopter blev sendt i luften og gerningsstedet finkæmmet. Ikke langt derfra fandt politiet hurtigt en orange jakke fra Just Eat og en kasket fra samme tjeneste. Også en af de karakteristiske blå tasker fra leveringstjenesten Wolt var blevet smidt på jorden.
Alle genstande, der ifølge politiet havde været en del af gerningsmandens forklædning.
Det er politiets mistanke, at det var den 19-årige svensker, der forklædt som madbud ankom til området omkring klokken 16.44.
Godt en halv time senere skal han så på et elektrisk løbehjul være kørt op på siden af den 37-årige og på klos hold have affyret de dræbende skud.
Derefter skal han have skilt sig af med sin forklædning og være flygtet i retning mod Søerne. Og på et senere tidspunkt skal han så have krydset Øresund.
Det var i hvert fald på svensk jord, den 19-årige svensker onsdag blev anholdt af politiet i Malmø. Dagen efter skred samme politikreds til anholdelse af en 24-årig dansk statsborger, som ligesom den 21-årige landsmand er mistænkt for medvirken til drabet.
»Efterforskningen er meget omfattende og involverer mange aktører.«
»Særligt har vi et tæt samarbejde med svensk politi, som har ydet en ekstrem stor bistand med efterforskning i Sverige,« har vicepolitiinspektør Brian Belling tidligere fortalt om samarbejdet med de nordiske naboer.
Både den 19-årige og den 24-årige sidder nu fængslet i Sverige, men ved fredagens grundlovsforhør har anklageren begæret dem fængslet in absentia i Danmark med henblik på at få dem udleveret.
Den 21-årige blev anholdt af Københavns Politi, da han med fly fra udlandet landede i Københavns Lufthavn torsdag. Han er til daglig – ligesom de to andre – bosiddende i Sverige.
Spørgsmålet om, hvorfor den 37-årige mand, der af venner bliver beskrevet som en smilende, vellidt mand og en god far, skulle dræbes, er stadig ubesvaret.
Politiet har tidligere udtalt, at han var kendt af politiet. Men ikke fra bande- eller rockermiljøet.
Dog er det blevet slået fast, at politiet arbejder ud fra en teori om, at drabet var målrettet.
Bliv klogere på sagen i kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.