Den 64-årige Anny Birgit Hansen er onsdag eftermiddag ved Retten i Næstved blevet idømt 11 års fængsel for drabet på sin 43-årige, multihandicappede datter. Drabet fandt sted i januar måned i det parcelhus på Konge-Åsen i Skælskør, hvor moderen som enke var alene om at passe datteren.

Ved strafudmålingen lagde domsmandsretten vægt på sagens særlige omstændigheder, hvor moderen over for domsmandsretten havde fortalt om en massiv afmagt og frustration over det dagtilbud til den multihandicappede datter, som Slagelse Kommune kunne tilbyde. På grund af besparelser var det efter moderens opfattelse ikke længere anstændigt. Derfor tog moderen kort efter nytår sagen i egen hånd og skar datterens håndled over, så hun forblødte og 12 dage senere blev fundet liggende død i sin seng af politiet.

Læs også: Mor tiltalt: Lod dræbt datter ligge i 12 dage mellem bamser

Sagens anklager - Henrik Holten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi - havde nedlagt påstand om en standardstraf for manddrab på 12 års fængsel, mens kvindens forsvarer - advokat Ole Madsen - i sin procedure understregede, at der var tale om stærkt formildende omstændigheder, som retten skulle tage med i betragtning, når straffen skulle udmåles:

- Jeg finder, at anklagemyndighedens påstand om 12 år er alt, alt, alt for meget. Vi har at gøre med en sag, hvor både gerningsmandens person og andre forhold taler afgørende for, at vi forlader den normale strafferamme, der ellers siger minimum fem års fængsel for et drab.

- Denne sag er meget tragisk - og den er også meget atypisk. Den bør afgøres med, at min klient idømmes højest tre års fængsel, lød det fra forsvareren, inden domsmandsrettens tre medlemmer onsdag middag trak sig tilbage for at votere.

Retten mente imidlertid ikke, at der burde ske en så væsentlig nedsættelse af straffen.