En 10-årig pige blev fredag ramt af en traktor. Arbejdstilsynet har givet et skovservice-firma et strakspåbud.

Arbejdstilsynet har givet virksomheden Brøndbjerg Skovservice et strakspåbud efter en dødsulykke ved en skole.

Det skriver TV2 Nord.

Ifølge mediet går påbuddet på, at virksomheden 'skal sikre traktor med buskrydder anvendes sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt på Gug Skole, så faren for påkørsel imødegås'.

Påbuddet kommer, efter at en 10-årig pige fredag blev kørt ned af en traktor med en påmonteret buskrydder og døde.

Påkørslen skete ved Gug Skole syd for Aalborg. Traktoren var i gang med at udføre arbejde på skolens område.

Arbejdstilsynet undersøger nu, om nogen kan stilles til ansvar for ulykken.

Politiet modtog anmeldelsen fredag klokken 12.41.

Da politi og redningsmandskab ankom til Gug Skole, blev det konstateret, at pigen var afgået ved døden som følge af ulykken.

Nordjyllands Politi gik herefter i gang med at foretage en undersøgelse af omstændighederne omkring ulykken.

»Ulykken er sket i forbindelse med leg,« fortalte vicepolitiinspektør Anders Uhrskov fra Nordjyllands Politi fredag.

/ritzau/