Jeg havde engang mine forældre med til et afterparty for Charlies Revy Galla. Min mor havde en fest og fik mødt og flirtet med mange store navne som Tommy Kenter, Michael Meyerheim og sågar Jarl Friis Mikkelsen.

Min far synes muligvis, at aftenen var lidt anstrengende, men min mor strålede. Efterfølgende sagde hun noget til mig, som gjorde indtryk.

»Selvom jeg er blevet 70 år, så lever den unge pige stadig inde i mig, og hun vil ligesom dig gerne feteres og have lov at stråle som en stjerne.« Og det gjorde hun, hun strålede, og jeg elskede, at jeg havde været med til at give hende den oplevelse.

Nu er grevinde Alexandra ikke blevet 70 år endnu. Hendes 54 år er ingen alder i sammenligning, men mange vil måske alligevel mene, at hendes seneste initiativer er lidt sent ude. Hvem starter en karriere som popstjerne i sine halvtredsere?

Hmm, hvis nogen gav mig chancen - så skal jeg ikke udelukke det. Jeg har altid drømt om at kunne få lov at give den som Phil Lynott på et stadion til nummeret 'Warrior'. Jeg plejer at sige 'i mit næste liv' - men hey, hvis chancen bød sig, skal jeg som sagt ikke udelukke det.

Min søn ville synes, det var rædselsfuldt, og det gør prins Nikolai og prins Felix med sikkerhed også.

Det har sikkert været mega pinligt, at deres mor har ladet sig portrættere halvt afklædt. Børn synes sjældent, det er cool, når deres forældre kalder på opmærksomhed - der er det bedre at være lidt usynlig.

Men ungerne kan godt give op på den front.

I dag vil folk over 50 ikke holdes tilbage af konventioner om, hvad de kan og ikke kan tillade sig i forhold til deres alder, og på den måde er den tidligere prinsesses adfærd helt i tråd med den læderklædte motorcykelgeneration, som udlever ungdommens drømme sent i livet.

Det er forkert at tro, at vi bliver meget anderledes indeni, når vi bliver ældre - og at vore behov for at blive set og have det sjovt skulle blive mindre. Hvorfor skulle de det? Det kan godt være, jeg ligner en pæn dame, men indeni er der stadig en punker, der er klar til at stagedive.

Flere af mine idoler gør det med rigtig god stil - Lina Rafn er godt nok kun lige blevet 42 år, og Lene Nystrøm er blot 45, men hold op, hvor er der stadig knald på scenen, og jeg har svært ved at se dem stoppe any time soon. Gudskelov for det - if Mick Jagger can do it - you can too!

Så det er på tide, at vi lader fordommene og den indre bitch dø med en rose i … og giver Alexandra fuld opbakning.

Hun kom til Danmark som 30-årig og blev en kendis overnight - i 10 år levede hun som prinsesse med alt, hvad det medførte af privilegier og opmærksomhed. Det er svært at forestille sig, at det ikke har været en lille smule vanedannende, og selvfølgelig må det have efterladt et tomrum, da det pludselig forsvandt.

Desuden har hun jo frabedt sig at være på overførselsindkomst og takket nej tak til apanagen fra 2020 - så der skal jo penge i kassen. Selvom pengene fra musikken i første omgang går til velgørenhed, så er det med til at råbe op og sætte hende på landkortet igen. Og det kan alt sammen gavne salget af hendes bog.

Så jeg siger 'Go Girl - Why not ?!! - vi lever kun en gang, som hun jo selv har udtalt.