Faderen til den assistent, som er politianmeldt for at rippe hitmageren Remées kreditkort, forlader bankdirektørjobbet.

Musikeren Remée anmeldte i forrige uge sin tidligere personlige assistent Christian Hoeck for have bedraget ham for op mod 2,7 millioner. Assistenten fik adgang til hitmagerens konti via sit job i Basisbank, hvor faderen Jens Hoeck var bankdirektør.

Men i en pressemeddelelse oplyser Jens Hoeck nu, at han har forladt jobbet som bankdirektør på grund af sagen.

Ved du noget, så tip BT på 1929@bt.dk.

- Der har de seneste uger været omtale i medierne af min person i forbindelse med en påstået sag, der vedrører min nærmeste familie. Sagen involverer ikke banken, men på grund af min stilling har det skabt en uhensigtsmæssig uro omkring banken,  udtaler Jens Hoeck i pressemeddelelsen. 

- Basisbank er i øjeblikket i gang med en vigtig proces, som skal skaffe ny kapital til at sikre den fremtidige drift, og det er mit ønske, at der kan skabes den fornødne ro og ledelsesmæssige fokus på denne proces, fortsætter han.

Basisbanks bestyrelsesformand, Ulrik Bayer beklager sagen, men accepterer, at Jens Hoeck har valgt at trække sig. Bankens bestyrelse har i stedet valgt at indsætte det nuværende bestyrelsesmedlem Lars Thuesen som ny direktør.

Den nu fyrede assistent Christian Hoeck har gennem sagen fastholdt, at han efter aftale med Remée havde lov til at trække penge ud til sig selv som løn for det arbejde, han udførte. Der blev lagt store summer på restauranter, diskoteker, kasinoer landet rundt og høje indskud på betting-hjemmesider, inden Christian Hoeck vågnede op til en politianmeldelse i slutningen af april.

Det var Christian Hoecks far, der som direktør i Basisbank kom i kontakt med den tidligere X Factor-dommer og formidlede kontakten til sønnen, der derigennem blev personlig assistent for Remée.

Gennem hele forløbet har den nu tidligere bankdirektør afvist, at anklagerne havde noget på sig, men nu har han alligevel trukket sig fra posten.