Skuespilleren og entaineren Poul Glargaard blev tirsdag formiddag bisat fra Solbjerg Kirke. Hans bisættelse foregik helt i hans ånd.

I strålende smukt oktobervejr tog omkring 20 af Poul Glargaards nærmeste venner tirsdag formiddag afsked med skuespilleren på Solbjerg Kirke på Frederiksberg.

Bisættelsen var arrangeret af Poul Glargaards veninde, Else Holm. Hun havde fulgt hans ønske om, at det kun var de inviterede fra Poul Glargaards liste, der deltog.

- Det var Pouls nærmeste og rigtige gamle venner, som Lene Maimu, Stig Elling og hans mand, Steen, der var med, fortæller Else Holm, der efter Poul Glargaards ønske stod for det praktiske omkring bisættelsen.

I kirken sang de fremmødte tre salmer: Lysets engel går med glans, Nu falmer skoven trindt om land og Altid frejdig når du går.

- Det var Pouls yndlingssamler. Poul og jeg har tit talt om hinandens begravelser. Poul har altid sagt, han gerne ville have, jeg stod for hans begravelse. Så grinede jeg af ham og sagde hold da op Poul, jeg dør sikkert før dig, for I bliver så gamle i din familie, fortæller Else Holm.

Men sådan skulle det ikke gå. Skuespilleren og entertaineren døde i sidste uge.

Ifølge Else Holm foregik bisættelsen helt i Poul Glargaards ånd. Blandt andet blev Dean Martin sangen, Everybody loves somebody spillet, og præsten læste hele teksten fra Frank Sinatrasangen, My Way, op.

- Præsten tale var så personlig, smuk og rammende, at Stig Elling aldrig havde oplevet noget lignede, fortæller hun videre om bisættelsen.

Her indgik blandt andet også en meget smuk sang sunget af operasangerinde Liselotte Schumarcher.

- Vi sluttede med at stå rundt om kisten og synge 'Min lattermilde collie', der var Poul Glargaards egen sang og en hyldest til hans elskede hund, fortæller Else Holm.

Efter bisættelsen tog følget til Poul Glargaards stamværtshus, Alleenberg, på Frederiksberg Allé. Over det højt belagte smørrebrød med øl og snaps til,flød anekdoterne og minderne om Glargaard fra følget. 

Se og hør 'Min lattermilde collie' her.