Først blev hun valgt til at vise den verdenskendte talkshow-værtinde Oprah Winfrey rundt i København. Senere var hun Oprahs stand-in i en udsendelse om kvinder i Egypten.

Den 44-årige Nanna Norup har vundet en plads i Oprahs Winfreys tv-hjerte, og da stjernens producer i januar tilbød hende en værtsrolle i Oprahs egyptiske program, kunne Nanna Norup ikke andet end sige ja. - Oprah syntes, jeg havde et sjældent talent for tv, og at jeg var meget selvstændig, siger Nanna Norup om begrundelsen for forespørgslen.

Et heldigt tilfælde

Allerede i oktober mødte hun Oprah i forbindelse med udsendelsen 'Mød verdens lykkeligste folk', som blev optaget i Danmark. Ved et heldigt tilfælde blev det Nanna Norup, der viste stjernen rundt i København. - Min veninde kender Oprahs producer, så de spurgte mig, hvilken dansk tv-vært der skulle vise hende rundt. Jeg foreslog Cecilie Frøkjær, men hun kunne ikke – og så sagde Oprah, at de da bare kunne bruge mig, fortæller Nanna Norup.

Live i Oprah-studiet

Det gjorde hun så godt, at hun kort efter blev valgt til at interviewe kvinder i Egypten om ægteskab og skilsmisse til 'The Oprah Winfrey Show: Ægteskaber verden over'. Det betød bl.a. en direkte Skype-forbindelse til Oprahs sofa i studiet i Chicago. - Det var fantastisk spændende. Jeg talte med fire kvinder og fik selv lov til at bestemme hvilke spørgsmål, jeg ville stille, siger Nanna Norup, som Oprah kalder 'my friend' i udsendelsen. De er dog ikke venner privat. Den tidligere arkitekt håber nu på, at hun kan fortsætte med en karriere som tv-vært. Nanna Norup vil gerne fortælle historier, der åbner øjnene på folk. Ligesom hun mener Oprah gør det. Så forhåbentligt bliver der mere samarbejde med stjernen i den nærmeste fremtid.